Anette er vendt hjem til Rubækgård
Efter tre års pause er butikken Rubækgård genåbnet ved Skovby på Sydals
Efter tre års pause er butikken Rubækgård med brugskunst og møbler genåbnet på på Rubæk 16, 6470 Sydals.
Indehaver Anette Wolter har de sidste tre år drevet Café Havblik på Drejet, hvor der også har været en mindre butik med brugskunst.
"Caféen var bestemt en god forretning, men pengene er ikke alt. Der skulle lægges mange timer i det, og i virkeligheden brænder jeg mest for butikken her på Rubækgård," siger Anette Wolter og fortsætter:
"Bygningen og omgivelserne er perfekte til den forretning, jeg står for. Her er sjæl og varme, og her kan jeg vise mine ting på rette måde."
Hun mærker, at også kunderne er glade for genåbningen:
"Vi har allerede haft besøg af mange kunder, der er begejstrede for, at vi er tilbage på Rubækgård," fortæller Anette Wolter.
Der er flere nyheder på vej i løbet af foråret.
Butikken udvides blandt andet med dametøj. Derudover bliver der arrangeret kundeaftner med forskellige temaer.
Der bliver for eksempel holdt stort loppemarked i påsken.
Derudover tilbyder Anette Wolter hjælp med boligindretning.
Rubækgård har indtil videre åbent hver weekend kl. 11-16.