Fortsæt til indhold

Betaler gerne dyrere sikring

Byrådets Klima-formand er enig med grundejere ved Jyllinge Nordmark

Arkiv
Arkiv

Prisen for kystsikringen med nye diger ved Jyllinge Nordmark og en sluse med pumpeværk ved mundingen af Værebro Å stiger nu med knapt 12 millioner kroner til i alt 34,2 mio.. Det viser et nyt oplæg til mødet i byrådets Klima- og Miljøudvalg tirsdag. Udvalgets formand Jonas Paludan (El) og repræsentanter for de op mod 500 grundejere i det truede område er dog enige om, at det vil de gerne betale. - Vi skal bare have den kystsikring hurtigst muligt. Disse borgere i Roskilde skal ikke gå rundt i frygt for en ny stormflod, som vi også havde denne jul, hvor det var ved at gå helt galt igen lige som for tre år siden, siger Paludan. Han er overbevist om, at byrådets øvrige partier er enige i denne holdning og vil bevilge de nødvendige penge. Stigningen i prisen på knapt 12 mio. kroner skyldes, at det oprindelige projekt er ændret og udvidet. Den sluse, der skal forhindre, at vandet står op i Værebro Å og på den måde skaber oversvømmelse, er flyttet nærmere udmundingen i fjorden og skal funderes mere solidt. Det sker efter ønske fra Kystdirektoratet. Samtidig skal åens løb også lægges om. Kommunen betaler halvdelen af kystsikringen, mens grundejerne selv skal stå for den anden halvdel. Med den nye pris kommer hver grundejer til at betale 180 kroner om måneden i 25 år gennem et lån, der garanteres af kommunen. tk