Fortsæt til indhold

Når børn skyder med raketter

Arkiv
Af redaktør Torben Kristensen

NYTÅRET VAR ROLIGT I ROSKILDE lød de første meldinger til avisen fra kilderne i politi og brandvæsen, som vi altid bruger. Det indtryk ville også have stået tilbage, hvis ikke helt andre oplysninger til redaktionen var kommet gennem de sociale medier.
Her kunne beboere i den store bebyggelse Rønnebærparken-Æblehaven ved Holbækvej fortælle om totalt anderledes oplevelser i forbindelse med nytåret og det dertil hørende fyrværkeri.

DRENGE PÅ OMKRING 10 ÅR havde i flere dage hærget i området, når grupper skød efter hinanden - eller efter andre beboere samt deres børn. Oplysningerne kunne ikke bare afvises som fantasifulde opfindelser af enkeltpersoner. Dertil var beretningerne nemlig alt for talrige.
En far kunne berette, hvordan han sammen med sine børn nu blev forfulgt, fordi han havde sagt til nogle af lømlerne, at fyrværkeri er helt OK: 'Men I må ikke skyde efter hinanden eller andre mennesker'.

AVISEN KAN VÆLGE i sådan en situation at fortie denne virkelighed. Det kan jo skade en bebyggelse, der allerede er sat på 'ghetto-listen', og som har hårdt brug for at få et bedre ry, så den også kan tiltrække nye beboere. Enkelte af reaktionerne på de sociale medier gik da også ud på, at nu skulle kvarteret altså igen hænges ud af avisen.
Men jeg tror ikke på, at man løser nogen som helst problemer ved at lade, som om de ikke eksisterer. Den første forudsætning for at skabe forbedringer må være at se virkeligheden i øjnene og finde ud af, hvorfor sådan en situation er opstået og beslutte, hvad vi nu gør.

DE TO STORE AFDELINGER indenfor Roskildes lokale boligselskab, der blev opført tilbage i 1970'erne, har haft en hård historie, fordi både kommunen og økonomiske mekanismer efterhånden fik samlet mange mennesker med forskellige problemer på ét sted.
Men derfor kan det jo ikke være rigtigt, at det flertal af beboerne i Rønnebærparken og Æblehaven, der lever normalt og velfungerende, skal have deres tilværelse spoleret af børne- og ungdomsbøller. Andre steder i landet har vi set, hvordan den slags bander kan overtage magten i et helt kvarter, hvis der ikke bliver grebet ind i tide.

BOLIGSELSKABET HAR SELV EN PLAN om at forny området ved at modernisere bygningerne til nye lejligheder og samtidig få åbnet bebyggelserne ud til den øvrige del af byen. Denne plan er netop blevet godkendt i byrådet, og forhåbentlig kan det hjælpe noget, f.eks. ved at tiltrække nye beboere til nogle af de spændende boliger.
Samtidig har Boligselskabet Sjælland i snart mange år udført et stort bolig-socialt arbejde for at fange nogle af problemerne så tidligt som muligt, før de blev endnu mere alvorlige.

HVOR ER FORÆLDRENE HENNE, må man samtidig spørge, når små drenge løber rundt og skyder mere eller mindre livsfarligt krudt af mod sig selv og andre mennesker. Et eller andet må jo være kikset i opdragelsen - eller også mangler den totalt.
Men hvis disse knægte allerede er udenfor rækkevidde af, hvad en normal familie kan klare, må andre gode kræfter jo træde til. Det gælder lige fra børneinstitutioner og -klubber til skolen eller idrætsforeninger. Hvis alle disse initiativer heller ikke hjælper, er der jo i værste fald mulighed for en 'tvangsfjernelse' som den allersidste udvej.

HVER GANG PROBLEMERNE VISER SIG i Rønnebærparken, Æblehaven eller andre steder i Roskilde, duer det nemlig ikke bare at pege fingre af dem, mens man fryder sig over ikke selv at bo lige der. Vi må gøre alt for at hjælpe det store flertal af fornuftige beboere i området - og dermed os selv.
Hvis vi som borgere i Roskilde ikke i fællesskab kan løse problemet med 'dumme drengebander' ved Holbækvej, vil det før eller siden sprede sig til andre dele af byen, lige fra Frederiksborgvej eller Himmelev til Trekroner og Svogerslev. Det er bare endnu en grund til, at vi alle har en helt afgørende interesse i, at alle nødvendige kræfter nu bliver på at gribe ind og få stoppet det:
NÅR BØRN SKYDER MED RAKETTER