Store iPad-dag i Felsted
Felsted Centralskole skruer helt op for den digitale dagsorden og udleverer iPads til alle elever som personligt arbejdsredskab
I går torsdag var der 'Store iPad Dag' på Felsted Centralskole, hvor samtlige 326 elever fik udleveret en iPad som deres personligt arbejdsredskab.
Det passer også fint med. at lærerne har fået adgang til flere it-portaler med undervisningsmaterialer. Her kan de hente stor hjælp til forberedelse af målorienteret undervisning, og de kan dele deres forløb med andre og hente inspiration.
"Vi stod med den udfordring, at Felsted Centralskole ikke var gearet til at udnytte disse og andre muligheder, da vi ikke havde nok pc'ere. Blandt andet derfor var elevplanerne ikke så dynamiske og involverende, som de burde være. Det er en del af baggrunden for, at vi nu går all in på den digitale dagsorden," forklarer skoleleder Anette Riis Svendsen.
Bestyrelsens beslutning
Beslutningen er taget i skolebestyrelsen. Kommunens skoleforvaltning og Børne- og Uddannelsesudvalget har bakket op.
Medarbejderne har fået et kursus og er blevet inspireret til at anvende de nye muligheder i et bredt læringsperspektiv. Det forventes, at underviserne tilbydes konsulenttimer en gang månedligt det næste halvår.