Stafet for Livet flytter til SFS
Der er informationsmøde om Stafet for Livet 17. januar
Et nyt år er begyndt og Stafet For Livet Sønderborg vil gerne takke Fightere, deltagere og besøgende for et fantastisk flot resultat i 2016, hvor overskuddet blev 118.440 kr. til kampen mod kræft.
Med et nyt år følger nye tiltag. Stafet For Livet 2017 flytter i nye omgivelser ved SFS Hallerne, hvilket giver nye muligheder.
Der er informationsmøde 17. januar kl. 19.00 i SFS Hallernes lokaler på Borgmester Andersens Vej 100 i Sønderborg, hvor man kan høre om de nye planer og byde ind med egne idéer.
"Vi håber, at se en masse interesserede både nye og tidligere Fightere og deltagere, som har lyst til at engagere sig i stafettens planlægning. Vi har brug for friske kræfter, der vil være med til at udvikle fremtidens Stafet For Livet Sønderborg," siger næstformand og PR-tovholder Kaj Bollerup.
Stafet For Livet er et døgn med holdstafet i eget tempo, aktiviteter, underholdning, lysceremoni og oplysning, der giver håb og støtte til alle, der er berørte af kræft. Målet er at stå sammen i kampen mod kræft og samle penge ind til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.
Man kan læse mere på www.stafetforlivet.dk.