Biler af enhver årgang er velkommen hos Tom
Tom Gammelgaard står klar i Veteranværkstedet i Kliplev
Engang var det en kostald, så blev det en garage, hvor man fint kunne fejre et bryllup, og nu har Tom gammelgaard så indrettet et autoværksted i bygningen.
Det hedder Veteranværkstedet, og som navnet siger, er det et lidt specielt autoværksted, for her er der hjælp at hente til ikke mindst køretøjer af ældre dato.
"Jeg har en særlig interesse for veteranbiler, og da jeg fandt ud af, at der faktisk er mange rundt omkring, som efterspørger hjælp til reparationer af deres gamle biler, så tænkte jeg for det første, at her kunne være en niche, og for det andet passede det fint med, at jeg syntes, at jeg trængte til at prøve noget nyt," fortæller Tom Gammelgaard, der har arbejdet som mekaniker, siden han kom i lære i 1986.
To gange jaguar
Hans interesse for veteraner viser sig blandt andet i de to Jaguar XJS'er fra hhv. 78 og 84, han har stående, og som han skal have samlet til én. Desuden har han i tidens løb haft indtil flere VW 'bobler'.
"Jeg havde faktisk en boble stående, som jeg gik og kiggede på i 20 år. Men på grund af børn, renovering af huset og mit arbejde, kom jeg aldrig i gang med den. Så til sidst solgte jeg den," fortæller han og ser ud som om, han stadig fortryder det.
Det er dog ikke kun veteraner, man kan få repareret hos Tom Gammelgaard.
"Jeg tager imod alt, hvad der kan komme ind gennem porten, og det kan det meste," smiler han.
Reception og fødselsdag
Der skal også holdes en reception på det nye autoværksted, som er indrettet på adressen Aagade 9 i Kliplev.
"Det bliver fredag den 27. januar fra cirka middag, og indtil de sidste går hjem. Det kan være, det bliver sent, for dagen efter har jeg fødselsdag," smiler den nybagte autoværksteds-indhaver.