Strides om radiosignaler
Roskilde Dampradio og Roskilde Kommune var i Retten i Roskilde onsdag i sidste uge. Parterne kan ikke blive enige om, om radioen kan sende eller ej fra lokaler, kommunen har tilbudt, og som radioen nægter at flytte ind i. Sagen bliver afgjort 1. februar. Advokat Karoly Nemeth forklarer, at dampradioen gerne vil flytte med det samme, når kommunen tilbyder lokaler, radioen kan sende fra. Formand for Dampradioen Erik Kofoed har tidligere fortalt, at de ikke kan lave radio fra det sted, der er tilbudt, fordi signalerne ikke kan sendes ud til deres sender. I bund og grund er han ikke utilfreds med selve flytningen. Formand for Kultur- og Idrætsudvalget Birgit Pedersen var også i retten og hun er ikke enig: - Vi har tilbudt Dampradioen at etablere en teknisk løsning, så de kan sende fra lokalerne. En løsning, der er lige så god som den nuværende, har jeg fået at vide. Karoly Nemeth forklarer, at sagen ikke er slut endnu, hvis hans klient taber. - I det tilfælde anker vi, så den kommer i Landsretten, og så trækker sagen ud i et år mere, hvor kommunen ikke kan komme videre med deres projekt på Kildegården. Birgit Pedersen har endnu ikke taget stilling til, hvad kommunen gør, hvis den står som taber. - Nu afventer vi i første omgang afgørelsen, siger Birgit Pedersen, der umiddelbart mener, at hvis sagen bliver anket, så udsættes projektet. - Hvis kommunen finder nogle egnede lokaler, flytter radioen med det samme. På denne måde står de med et projekt, de ikke kan komme videre med i det første år, siger advokaten og fortsætter: - Vi har selv fundet to steder, men har foreløbigt fået nej. ag@roskildeavis.dk