Fortsæt til indhold

Årets Koldingborger er stifter af Just-Eat Jesper Buch

Arkiv
Simon Carlson

Han var tydeligt overrasket og bevæget, da han tog de første tøvende skridt op mod podiet, der i dagens anledning var indrettet på Koldinghus til udnævnelsen af Årets Koldingborger.
Jesper Buch, stifter af Just-Eat og aktuel som en af “Løverne” i DR's iværksætterprogram 'Løvens Hule', var blevet lokket tilbage til Kolding under det påskud, at han skulle overrække prisen til sin gamle ven og mentor, så det var først da borgmester Jørn Pedersens tale begyndte at nærme sig sit afslørende klimaks, at det gik op for Jesper Buch, at det var ham, der blev talt om.
“Jeg er helt vildt overrasket. Jeg har jo aldrig spekuleret i eller dyrket, at jeg skulle få sådan en hæder, men for mig er det lige tanden under at blive ridder af Dannebrog. Det betyder jo, at jeg bliver anerkendt for de ting, jeg har opnået, men også de ting, jeg kæmper for. Når man har gjort det godt, synes jeg også, at man skal forsøge at give noget tilbage. Jeg forsøger at motivere og hjælpe den næste generation af iværksættere, men det her er et skulderklap, der virkelig er med til at motivere mig til at fortsætte det arbejde,” konstaterede Jesper Buch, efter han havde modtaget prisen.

Svære vilkår

Med hæderen håber Jesper Buch, at han kan være med til at inspirere andre unge iværksættere fra sin gamle hjemstavn til at tro på, at tingene sagtens kan lade sig gøre med hårdt arbejde, selv om man ikke lige kommer fra hovedstadens bonede gulve.
“Jeg kommer jo selv fra en opvækst, hvor min far dybt alkoholiseret, så det var bestemt ikke de bedste vilkår. Men det har også været med til, at jeg har sagt til mig selv, at jeg nok skal vise verden, hvad jeg kan, selv om jeg bare er en bonderøv fra Kolding,” siger Jesper Buch.
Netop det faktum, at han ikke har glemt, hvor han kommer fra, var hovedårsagen til, at mangemillionæren fik titlen som Årets Koldingborger, fortæller borgmester Jørn Pedersen.
“Det er nærmest ligegyldigt, i hvilken sammenhæng Jesper optræde, så får han oftest nævnt sine rødder i Vamdrup og Kolding. Det er med til at brande kommunen utrolig meget, og det sætter Kolding på landkortet langt ud over kommunegrænsen, at han aldrig glemmer sine rødder,” siger Jørn Pedersen.