Fortsæt til indhold

Unicon bygger nyt og flytter produktion fra havnen til Tietgenbyen

Producent opfører ny betonfabrik i Odense SØ, der erstatter dem i Højby og på Odense Havn

Arkiv
Emil Hermann

Danmarks største cementproducent, Unicon, opfører en ny, stor fabrik i Tietgenbyen i Odense SØ.
Fabrikken erstatter de to eksisterende i Højby og på Odense Havn, hvor produktionen bliver nedlagt i starten af 2018.
Opførelsen af den nye fabrik foregår i det erhvervsområde, hvor Facebook fornylig har købt en stor byggegrund til 68 millioner kroner, som formentlig bliver omdannet til et gigantisk datacenter.
Den nye cementfabrik, der forventes at stå køreklar om cirka 13 måneder, udgør en investering på et stort tocifret millionbeløb. For de penge får Unicon en topmoderne betonfabrik med to store, uafhængige produktionslinjer med en samlet kapacitet på 160 kubikmeter beton i timen.
Jan Søndergaard Hansen, regionsdirektør i Unicon, glæder sig over udvidelsen af produktionen i Odense.
“Vi har en strategi, der indebærer, at vi i de kommende tre til fem år vil investere et trecifret millionbeløb i at understøtte vores tilstedeværelse i Danmarks vækstpunkter. Det sker blandt andet ved at bygge nye, store og moderne fabrikker, og her er Odense vores første fokusområde vest for Storebælt,” forklarer Jan Søndergaard Hansen i en pressemeddelelse.
“Vi vil i den forbindelse gerne takke Odense kommune for et godt og konstruktivt samarbejde i processen.”
Odense har spillet en central rolle for Unicon i en lang årrække, og det er derfor ikke tilfældigt, at det er her, koncernen indleder sin ambitiøse investeringsplan.
“Vi tror på Odense som by og vækstområde. Her vil der ske en markant udvikling også i de kommende år blandt andet med store offentlige byggerier, ligesom vi også forventer vækst inden for det private byggeri. Med den nye fabrik er vores leverancer til både private og offentlige byggerier i Odense og på Fyn sikret i mange år fremefter, siger områdechef Per Franck Knudsen, produktionsansvarlig for Unicons fire fabrikker på Fyn i Glamsbjerg, Svendborg, Højby og Odense Havn.

Grund sættes til salg

Den nye fabrik i Tietgenbyen vil beskæftige 30 medarbejdere. Unicons grund på 60.000 kvadratmeter i Højby sættes til salg en gang i 2018, når fabrikken er nedlagt.
Grunden på Havnegade, hvor Unicon har lejet sig ind hos Odense Havn, vil formentlig blive omdannet til boliger.
“I byomdannelsesplan 2.0 for Odense Havn har vi fokus på at få skabt sammenhæng mellem by og havn ved på sigt at omdanne industriområdet til en levende bydel med tusindvis af boliger, der er med til at sikre byrådets ønske om byfortætning,” siger Morten Møller Iversen, leder af Politik og Strategi i Odense Kommune.