Nu kan du byde på Tinderbox
Af Jane Thoning Callesen
Danmarks Indsamling 2017 er i fuld gang, og Odense er blandt de 51 kommuner, som i samarbejde med lokale virksomheder sætter unikke oplevelser og varer på auktion med hammerslag løbende op til den 4. februar.
Her i Odense er præmien især attraktiv for musikelskere.
Odense Kommune udlodder nemlig en Tinderbox-oplevelse bestående af 2 VIP-festivalbilletter, backstage rundvisning af borgmester Peter Rahbæk Juel og en koncert oplevet fra scenen under festivalen, der finder sted 22.-24. juni 2017. Der følger desuden drikkevarer med i pakken.
Højeste bud lyder her mandag aften på 4400 kroner, men der kan bydes helt frem til den 4. februar kl. 11.30.
Auktionen finder sted hos Lauritz.com.