Fortsæt til indhold

Vi er forpligtiget til at vogte grænsen

Arkiv
Af Karsten Meyer Olesen, Socialdemokratiets borgmesterkandidat, Skovbovænget 25, Tinglev

Grænsekontrollen er netop blevet forlænget tre måneder. Det glæder mig, og selv om det ikke er kommunalpolitisk spørgsmål, så spørger mange til min holdning. Den deler jeg gerne.
I 55 år vogtede min far grænseovergangene – først som gendarm og senere tolder. I mit barndomshjem var der en stolthed over at stå værn om den danske grænse. Den stolthed nærer jeg stadig.

Øget samhandel og arbejdskraftens frie bevægelighed skabte med tiden et behov og ønske om en mere åben grænse. Men i disse år er det helt tydeligt, at Schengen i praksis er brudt sammen. EU har ikke formået at sikre Europas ydre grænser, og derfor bør Danmark sikre vores grænse

Selvfølgelig skal det ske med en vis respekt for, at vi er en grænseregion, hvor vi bor, handler og arbejder på kryds og tværs. Derfor er jeg også tilhænger af, at kontrollen følger med tiden og udfordringerne:

Med al respekt for min fars arbejde, så ville hans fremgangsmåder være forgæves i dag, fordi kriminaliteten og færdslen har forandret sig. Sidste forår blev der opsat omkring ti nummerplade-scannere ved grænsen. 500.000 ulovlige kørertøjer blev frem til december registreret, hvilket har været afgørende for optrævling af grænseoverskridende kriminalitet.


I perioder vil den rød/hvide grænsebom være nødvendig. I andre tilfælde kan vi ”nøjes” med nummerpladescanneren eller helt tredje løsninger. Uanset bliver det aldrig udansk at passe på vores grænse. Det har vi en forpligtigelse til.