Stafet for Livet søger frivillige
Der er mange muligheder for at give en hjælpende hånd til støttearrangementet i Køge, der sætter fokus på kræftsagen - informationsmøde torsdag 19. januar
Planlægningen er i fuld gang for 2017-udgaven af Stafet for Livet i Køge, og torsdag 19. januar er der informationsmøde om årets stafet. Det finder sted på Ellemarkskolen klokken 19-21.
Stafet For Livet er et døgnlangt støttearrangement, der sætter fokus på kræftsagen, og som symboliserer den kamp, en kræftpatient kæmper. Dette sker gennem en holdstafet i eget tempo og med en masse aktiviteter, underholdning og oplysning omkring.
Stafet For Livet handler om fællesskab og er en anledning for pårørende til at mindes dem, der tabte kampen mod kræft og til at give håb og støtte til dem, der kæmper. Målet er at stå sammen i kampen mod kræft og samle penge ind til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.
Der er brug for en række frivillige i forbindelse med arrangementet.
"Vi har brug for frivillige, der vil være med til at planlægge og koordinere Stafet For Livet Køge, deltage i en arbejdsgruppe om f.eks. lysceremoni, logistik, Fighterne, kontakt til hold og sponsorer samt til at oprette hold til at deltage i stafetten eller deltage på anden vis," siger den nye formand for Stafet for Livet, Christina Hintzmann.
Tilmelding til informationsmødet er ikke nødvendig.
"Bare mød op og tag gerne din nabo, familie og venner med. Vi glæder os til at se dig til informationsmødet, hvor vi vil sørge for lidt kaffe og kage," siger formanden.
Alternativt kan man læse mere om projektet på www.stafetforlivet.dk.