Små drenge skød på beboere
Folk omkring Æblehaven måtte flygte fra fyrværkeri til nytår
En mor måtte flygte med sin barnevogn, andre kunne ikke komme ud af deres bil, fordi en gruppe børn og unge beskød dem med fyrværkeri ved Æblehaven til nytåraftenen. Flere beboere har derfor har følt sig utrygge ved at færdes i området. To grupper på 10 til 20 drenge mellem 8 og 14 år skaber utryghed på stedet. De rettede fyrværkeri direkte mod hinanden eller beboere og skød det af, fortæller Anders Christensen, der bor i bebyggelsen. Han har selv forsøgt at bringe drengene til fornuft og frygter, det ender grueligt galt. - Jeg sagde, at det var fint, de skød så meget krudt af, de havde lyst til, men de skulle lade være med at skyde efter folk. Så begyndte de at skyde efter mig, siger Anders Christensen. - Mine børn tør slet ikke gå ud mere, fordi de bliver angrebet. Mig skyder de også regelmæssigt efter, fordi jeg har sagt noget til dem. - Det er et held, at ingen er kommet til skade endnu.
Skød efter mor med barn
Anders Christensen viser en video frem for undertegnede. I den kan man se, en mor med en barnevogn blive beskudt af børn, der retter fyrværkeriet direkte mod hende, så hun må flygte. På andre optagelser ser man drengene rette fyrværkeriet mod hinanden, mens de løber med bomberørerne knaldende omkring sig. - De retter bomberørene målrettet efter folk, altaner og vinduer, siger Anders Christensen. - På et tidspunkt skød de og satte ild til en container. Da politi og brandvæsen dukkede op, var drengene væk. Men de kom tilbage igen, da bilerne var kørt. Anders Christensen har ringet til politiet en enkelt gang, men han følte sig ikke taget alvorligt. - Jeg fik bare at vide, at det var noteret, men at de ikke havde mulighed for at sende nogen ud. Han ved at flere andre i området også har ringet til ordensmagten. - Men det hjælper ikke, at de kommer i deres biler med skilte på. Drengene forsvinder med det samme og dukker op igen, når politiet er væk.
Ring til politiet
Carsten Andersen fra Roskilde Politi fortæller, at han ikke har hørt, at der skulle have været noget usædvanligt under opsejling i Æblehaven op til nytår. Brandvæsnet melder også blot om to containerbrande og en enkelt knallert, der har stået i flammer. - Hvis beboerne oplever, at de bliver beskudt, er det vigtigt, at de ringer til os. De skal ikke tøve, hvis de er utrygge, det er bedre at ringe en gang for meget, siger Carsten Andersen: - Hvis vi har travlt lige på det tidspunkt, beder vi typisk patruljerne om at komme forbi, når de er i nærheden. Nytårsaften var vi i området flere gange. Vi har typisk fokus på store boligområder. Anders Christensen oplevede, at ordensmagten var forbi flere gange nytårsaften. - Når de kom, forsvandt drengene, men de dukkede op med det samme, når politibilen var væk igen. Anders Christensen er ikke beboerens rigtige navn. Han frygter nemlig at få endnu flere problemer med drengene, hvis hans rigtige navn kommer frem. Roskilde Avis kender hans identitet. ag@roskildeavis.dk