Fortsæt til indhold

De venter på jeg giver op

- Jeg vil tjene mine penge og leve et helt almindeligt liv, men det må jeg ikke, fortæller Eva. Hun er spastisk lammet og føler, at hun ikke passer ind i kommunens kasser

Arkiv
Anette Gundlach

Status fra spasser med ben i næsen, stod der i emnelinjen på mailen, undertegnede fik fra Eva Westergaard en gang i december. Mailen fortsætter: Siden du var hos mig en sommer for halvandet år siden, har jeg kæmpet en brav kamp for at komme i job. Vikariatet på Pilegårdsskolen i Tårnby kunne desværre ikke forlænges, og de samtaler jeg har været til ellers, har ikke båret frugt. Eva nærmer sig de 30 somre, hun er uddannet kandidat i engelsk og tysk og skal giftes med kæresten til sommer. Den unge kvinde er født med ekstra udfordringer i form af et handicap. Hun tager det normalt med et smil, da det indtil videre ikke har været en hindring for hende, at hun sidder i kørestol, og at hun altid har hjælpere ved sin side. Eva er spastisk lammet, fordi hun blev født tre måneder for tidligt og fik for lidt ilt under fødslen. Hjernen og talegaverne er der absolut intet galt med, mærker man, når man besøger hende i den nydeligt indrettede stue, hvor kravlenisser titter frem og julelysene breder hygge fra kroge og borde. At intelligensen er i top har hun papir på fra Københavns Universitet. Alligevel kan hun ikke få et job.

Ramt af kontanthjælpsloft

Siden Eva blev færdig på universitetet for to et halvt år siden, har hun kæmpet for at komme i arbejde. Hun vil nemlig gerne klare sig selv, ligesom så mange andre. Men det er ikke lykkedes for hende endnu. Fra 1. februar er hun tvunget til at være selvforsørgende, fordi hun skal på kontanthjælp. Hun bliver ramt af kontanthjælpsloftet, fordi hun har passet for godt på sin opsparing og får derfor ikke udbetalt en krone. - Jeg kan selvfølgelig få pension eller flexjob, men det vil jeg nødig benytte mig af. Jeg vil tjene mine egne penge og være med til at forsørge min familie, siger Eva: - Det kan ikke være rigtigt, at jeg efter så meget slid og slæb blot kasseres af det danske samfund. Det er jo ikke uden grund, jeg har fået et kandidatbevis stukket i hånden. I det sidste halvandet år har Eva Westergaard arbejdet et par timer om ugen på en skole i Tårnby. Hun fik desuden lovning på fast arbejde på en skole i Roskilde, men skolelederen trak i land i sidste øjeblik. Han turde ikke vise hende frem til klasserne, selvom skolen var omstillingsparat og Eva meget kvalificeret, har han forklaret.

Eva Westergaard var i Roskilde avis i uge 33 i 2015.

Jobcenter uden job

- Jeg føler mig ladt alene af dem, som burde hjælpe. Jeg føler, at samfundet venter på, jeg giver op, så jeg kan komme i en anden kasse. Kassen med flexjob, men det vil jeg ikke, siger Eva: - På jobcentret foreslår de, at jeg får pension, men det er ikke jobcentrets opgave. De skal hjælpe med at finde mig et arbejde. - De har ikke hjulpet mig på nogen måde, de har lovet, at jeg kunne komme på kontor, men jeg har absolut intet hørt, siger Eva, der troligt søger de job, hun er forpligtiget til hver eneste måned. Hun er ked af situationen, og føler, at hun bare kører rundt i en ond cirkel, hun ikke kan bryde. - Jeg vil bare være en aktiv del af samfundet, betale min gæld tilbage og leve som et helt almindeligt menneske.

Diskrimineret

Eva Westergaard mener, at hun bliver diskrimineret i Danmark. - Jeg er mere velkommen i London, hvor de har et andet syn på handicappede. Der kan man politianmelde en butik eller cafe, hvis de ikke tager hensyn til handicappede. Det viser noget om deres indstilling. Her kan man ingenting. - Jeg er ladt alene med et handicap og en situation, jeg ikke kan gøre noget ved, siger Eva, der mest af alt bare har lyst til at blive gift og rejse væk. Men det kan hun heller ikke, da hun skal vente ved telefonen, hvis der nu kommer et jobtilbud alligevel.

Kampgejst

Efter at Eva tidligere var i Roskilde Avis, fik hun stor ros fra andre, der synes hun var modig og et forbillede, fordi hun stod frem med sin svære situation. Men det har ikke hjulpet på jobsituationen. Når hun fortæller politikere fra Roskilde om hendes problem, får hun medlidenhed men ingen hjælp. - Jeg har ikke brug for medlidenhed, jeg har brug for handling, siger den unge kvinde, der vil være taknemmelig for et hvert job, der kan gøre, at hun kan klare sig selv. ag@roskildeavis.dk