Strikkeudstilling i Give
Det er ikke et råb om hjælp, når der er S.O.S. på Give-Egnens Museum de næste 6 uger. S.O.S. er i stedet titlen på særudstillingen 'Strikkede Olmer Striber', der åbner den 13. januar. Strikkeudstillingen tager nemlig udgangspunkt i et stykke kulturarv i form af de stribede olmerdugsdyner, hvor farver og mønstre er omsat til moderne strik. Det er gruppen GEM'erne (Garn Elskende Mesdames) fra Trekantområdet, der står bag de nye, strikkede kreationer. De er gået i 'gemmerne' på nogle af landets kulturhistoriske museer – blandt andet Give-Egnens Museum - for at finde inspiration til, hvordan man kan omsætte den tekstile kulturarv til nyt og dermed sætte fokus på de gamle tings kvaliteter.
Alle interesserede er velkomne til åbningen af udstillingen fredag den 13. januar kl. 15. Her er der mulighed for at møde GEM'erne; Hanne Pjedsted, Else Lindegaard Jørgensen, Solveig Damgaard, Ebba Melsen og Emmy Hansen og få en snak om kreationerne af de flotte genstande og historien i dem. I forbindelse med udstillingen, der kan ses frem til den 26. februar, sættes der særligt fokus på strikningens kunst ved en række arrangementer. Museet og GEM'erne afholder strikke¬workshops for voksne den 25. januar og 5. februar, mens børn kan tilmelde sig strikkekursus i vinterferien sammen med deres forældre eller bedsteforældre.