Fortsæt til indhold

Varsel om forhøjet vandstand i Aabenraa

Natten til torsdag stiger vandstanden til 1,66 meter over normalen, advarer DMI

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Natten til torsdag vil Aabenraa blive ramt af højvande, hvor vandstanden stiger til mere end halvanden meter over normal, hvilket kan resultere i oversvømmelse. Det viser en vandstandsprognose fra DMI.
Vandstanden begynder ifølge DMI's prognose at stige onsdag omkring middag. Ved 20-tiden vil vandstanden være en meter over normal. Omkring midnat vil vandstanden runde 1,5 meter, og ifølge prognosen vil vandstanden toppe ved 4-tiden torsdag morgen med 1,66 meter over normal.
Herefter begynder vandstanden af aftage igen, så den ved 09-tiden igen vil være under en meter over normal og fortsat aftagende.

Svanerne her i Mølleåen får snart meget mere vand at svømme i. Foto: Svend Mikael Larsen

Vinden presser vandet

Den meget forhøjede vandstand skyldes ifølge TV2 Vejret, at kraftig vind i løbet af de kommende døgn vil presse vandet fra Østersøen øst for Bornholm mod vest. dermed risikerer også resten af det østlige Sønderjylland en vandstand et godt stykke over normalen natten til torsdag.
DMI's prognose er behæftet med en vis usikkerhed.