Jeg hader bare uretfærdighed
Derfor har Gitte Kronbak besluttet igen at stille op til byrådet efter en pause på fire år
- Jeg hader uretfærdighed og kan ikke nøjes med at se passivt på det. Så må jeg prøve at gøre noget ved det. Sådan fortæller den 52-årige Gitte Kronbak, der nu efter en pause på fire år igen har besluttet at stille op for Socialdemokratiet til Roskilde Byråd, hvor hun repræsenterede Venstre i årene 2006-13, Til daglig arbejder hun som afdelingsleder indenfor Kultur- og Idrætsforvaltningen i Roskilde kommune, og tidligere var hun også en respekteret leder i den daværende Ramsø kommune før sammenlægningen. - Til sidste valg havde jeg selv bestemt mig til at stoppe, fordi jeg var usikker på, hvad jeg skulle og havde brug for at overveje det hele. - Nu har jeg tænkt det igennem og henvendte mig så en gang i sommer til borgmester Joy Mogensen for at spørge, om jeg kunne stille op for S, og hun bød mig velkommen. - Så har jeg valgt at være kandidat for S, fordi jeg tror, det der er lettere at komme igennem med det, som jeg brænder for. Gitte Kronbak har ikke smækket med døren overfor sine gamle partifæller i Venstre. - Jeg har et udmærket forhold til dem og vil glæde mig til både at diskutere og samarbejde med dem, hvis jeg skulle blive valgt, forklarer hun.
Socialt engageret
Gitte Kronbak har selv et handicappet barn, og det er en af grundene til, at hun især går op i det sociale område. Hun har været med til at etablere Karise efterskole for unge med særlige behov og tage initiativ til klub for unge udviklingshæmmede, i Roskilde, hvor hun i øvrigt er formand. - Men mit engagement gælder indenfor alle dele af området. Vi skal sørge for, at de små har det godt i vores institutioner, for det er afgørende for resten af deres liv. - Vi skal tage os af unge, der står i problemer, og vi skal sørge godt for det ældre. Jeg vil ikke være med til, som nogen partier gør, at fremhæve en bestemt gruppe på bekostning af andre. - Alle mennesker fortjener omsorg og støtte, når det er nødvendigt, og det er ikke kun et spørgsmål om at bruge penge. - Dialog er helt afgørende. Når vi fra kommunen lytter til de forskellige, kan de også fortælle os om, hvordan pengene kan gøre endnu mere gavn, mener Gitte Kronbak.
Lokalt initiativ
Hun har erfaring både som ansat i en kommune og lokalpolitiker og mener, at lovene fra Chrstiansborg giver mulighed for større lokalt initiativ, end det sker nu. - Vi skal være mere modige til at udfordre og afprøve grænserne i det lokale demokrati. Der er ingen grund til at rette sig efter nationale ordrer, hvis det ikke er nødvendigt, forklarer Gitte Kronbak.tk