Gør Tinder-tankegangen sit indtog på venskaberne?

En ting er, at folk som ofte leder efter en partner, de kan spejle sig i, når de tinder sig vej gennem tilværelsen. Men Tinder-mentaliteten har også ramt flere på venskabsfronten, i hvert fald hvis man holder øje med de opslag, der kommer i de Facebookgrupper, der har til formål at skabe nye venskaber.

Egentlig er grupperne en rigtig god ide, hvor kvinder kan søge efter nye veninder, men jeg har lagt mærke til, at en del af opslagene er utroligt specifikke. Som par, der søger et andet par, gerne med samme antal børn, samme forkærlighed for dyr og samme glæde for fransk mad – for nu at tage et tænkt eksempel. Og det fik mig til at tænke.

For ja, jeg kan godt se det smarte i, at man fra starten af har de samme interesser. Og ja, det gør det da også umanerligt meget nemmere, hvis børn, kæledyr og herrebekendtskaber kan underholde hinanden, mens man prøver at finde et fodfæste i sit nye venskab.

Men ser jeg tilbage på mine tætteste venskaber, er det ved Gud ikke fordi vi har en lang liste af ting til fælles. Det vi havde til fælles var, at vi var samme tid, samme sted, og at kemien var der. Hvis jeg havde listet en lang række krav for overhovedet at indlede et venskab, havde jeg bestemt ikke haft den varierede gruppe veninder, jeg har i dag.

Jeg forstår godt, at det kan være svært at møde nye veninder – eller en kæreste – og internettet er et godt værktøj til at skabe den første kontakt, og et godt værktøj for de mange modige mennesker, der prøver at bryde med ensomheden.
Men pas på med at sætte for mange krav, for man kan sagtens være venner, selvom den ene har et barn, og den anden ikke har – og så sørg for at komme af sted. Kom ud af døren. Se hinanden i øjnene, se om humoren passer og om kemien er der.

Som en af mine kollegaers matces på Tinder skrev: Mindre skriveri – mere kaffe og portvin.