Fortsæt til indhold

Vivi er ny leder af Under Kastanien

Den selvejende institution Under Kastanien har ansat Vivi Ravnskjær Terp som ny forstander

Arkiv
Arkiv

Den selvejende institution Under Kastanien, der er opholdssted for udsatte børn og unge, har fra d. 1. januar fået ny forstander. Vivi Ravnskjær Terp, Vojens er blevet ansat i stillingen. Hun har i en årrække arbejdet som konsulent og leder i Blå Kors. Den 1. juni 2016 blev hun ansat som afdelingsleder på Under Kastanien. Denne titel bliver nu udskiftet med forstandertitlen.
Vivi Terp afløser Torben Corydon, som har fået ny forstanderstilling på opholdsstedet Egholt i Lunderskov.
Bestyrelsesformand for Under Kastanien Bent Iversen giver udtryk for stor tiltro til, at Under Kastaniens ny leder vil udvikle institutionen i tråd med de krav, som kommunerne vil stille til de private opholdssteder med forsat hovedfokus på at skabe trygge og udviklende rammer for de anbragte børn og unge:
"Forandring er et nøgleord for hele det specialiserede børne- og ungeområde. Institutionerne skal hele tiden være parat til at omstille sig til nye tilbud og nye måder at løse opgaverne på, alt efter, hvilke udfordringer kommunerne ønsker hjælp til at få løst," siger bestyrelsesformanden, som fortsætter:
"Med ansættelsen af Vivi Terp har vi fået en forstander, der har idéer og visioner for området. En leder der formår primært at have fokus på de anbragte børn og unges tarv, men samtidig også kan stå i spidsen for en pædagogisk udvikling, hvor vores personale føler sig kompetente og trygge ved den pædagogik vi anvender, fordi at børnene og de unge trives og udvikler sig. Endelig får vi en leder, der også har fokus på, at institutionen skal have en sund økonomi," slutter Bent Iversen.

Glæder sig

Vivi Terp glæder sig til de udfordringer som stillingen og hele opgavespekteret byder på. Hun siger:
"Det specialiserede børneområde er under forandring i disse år. Vi befinder os i et paradigmeskifte, hvor ”Sverigesmodellen” vinder indpas. Det mind set, som modellen repræsenterer, skal vi som aktør kunne oversætte til vores socialpædagogiske tilgang og praksis. Den anerkendende tilgang, som er Under Kastaniens pædagogiske fundament går aldrig af mode. Men den skal kontinuerligt fornyes og tilpasses den forandring, der sker på det socialfaglige område. Det har organisationen god tradition for, og det vil vi fortsat have fokus på, i tæt dialog med rådgivere og faglige ledere ude i forvaltningerne. Det handler om børnene og deres familier. Omsorgen for dem og at støtte dem til en god udvikling skal altid være vort fælles pejlemærke.”