Blues-veteran klar med rocket releasekoncert
Thorbjørn Risager & The Black Tornado spiller op med blues-rock i Vejle
Den garvede, danske bluesguitarist Thorbjørn Risager udgiver sammen med bandet The Black Tornado et nyt album 20.januar, og i den anledning indleder de sammen en omfattende turné med første stop i Bygningen i Vejle 21.januar kl.20.
Selvom bandet har 13 år på landevejen og 800 koncerter bag sig er der helt nye toner at spore på det nye album med titlen 'Change My Game'. Musikerne har bevæget sig væk fra den blå skygge, der altid har fulgt bandet, og hen til et sted, hvor man ikke længere bare kan rubricere foretagendet som blues.
Rodfæstet rock
“Jeg elsker blues, og det er også dér, vi kommer fra. Men vi har udviklet os meget, og nu ser jeg gerne, at det er skiltet med 'rock', der lyser over os”, siger Thorbjørn Risager i en pressemeddelelse.
Rock-skiltet blev allerede tændt, da bandets forrige studiealbum, rock'n'roll skiven 'Too Many Roads', udkom i 2014. Men lysstyrken vil blive skruet yderligere op, når man lytter til 'Change My Game' og det overflødighedshorn af rodfæstet rock, blødende blå ballader, storbysoul, roots og westcoast, som det nye album har at byde på.
Døre og billetsalg åbnes kl.19.15. Læs mere på www.crossroads-vejle.dk.srj