USA-gennembrud giver ny vækst i TRESU Group
TRESU har øget staben med over 20 i 2016 og søger yderligere 14 nye medarbejdere.
TRESU Group med hovedsæde i Bjert ved Kolding er efter et år med vigende omsætning tilbage på vækstsporet. Omsætningen i regnskabsåret med afslutning 30. september nåede 433,8 mio. kr. mod 379,5 mio. kr. året før, en stigning på 14 procent.
“Vi fik i regnskabsåret ordrer fra to store amerikanske koncerner, WestRock og Dominion Packaging, samt en tysk producent af fødevareemballage. USA-ordrerne kom på et ideelt tidspunkt i forhold til den grafiske messe, drupa, der holdes hvert fjerde år i Düsseldorf. Under messen i begyndelsen af juni fik vi massiv medieomtale af dette gennembrud. Vi er gået fra at være ukendte i store dele af den globale emballagetrykindustri til at være en aktør, der bliver inviteret med ved det store udbud,” siger direktør, COO Søren Maarssø, TRESU Group, i en pressemeddelelse.
Inline-teknologien baserer sig på en miljøvenlig, vandbaseret platform og er mere effektiv end trykformer som offset og gravure.
Efter en tilpasning af staben i 2015 har TRESU ansat over 20 nye medarbejdere i år, heraf alene i november ni inden for engineering, konstruktion, montage og administration, så staben nu er på ca. 225 medarbejdere. Aktuelt søger virksomheden yderligere 14 medarbejdere.
“Vores største udfordring lige nu er at få eksekveret ordrerne uden at gå på kompromis med kvalitet og indtjening. Vi har i en periode trukket store veksler på medarbejderne, og vi har gjort brug af vikarbureauer og midlertidige ansættelser, men det er ikke holdbart på længere sigt. Imidlertid har vi haft vanskeligt ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft inden for især de tekniske fagområder, ingeniører, rejsemontører og maskinarbejdere. Derfor overvejer vi for tiden at kigge mod Øst- og Sydeuropa for at få den nødvendige arbejdskraft,” siger økonomidirektør Michael Kjøbsted.
Manglen på arbejdskraft mildnes på kort sigt af, at leveringshorisonten typisk er på et år, men til foråret bliver det for alvor bliver kritisk at have flere medarbejdere til at eksekvere en række store ordrer.