25 år med succes
Fulde huse til nytårskoncert i Svogerslev og Roskilde-hallerne
700 mennesker fyldte Roskilde-hallerne til den traditionelle nytårskoncert med Hjemmeværnsorkestret, der samtidig kunne fejre 25 års jubilæum med stor succes.
Solist var i år forsangeren og guitaristen Anders Blichfeldt fra Big Fat Snake, og denne kombination af moderne rock med okestrets mere traditionelle musik faldt i publikums smag.
Hele programmet blev fint kædet sammen af den lokale konferencier Tommy Ringvad, der også er kendt for sit arbejde i en af byens børneinstitutioner og i Roskilde Garden.
Borgmester Joy Mogensen holdt en tale om vigtigheden af at have den slags traditioner, selv om det ikke hele vejen har været i kommunalt regi.
Faktisk sagde Roskilde for 25 år siden Nej til at lave nytårskoncert, så det foregik i de første mange år på den gamle amtsgård, hvor den daværende amtsborgmester Kristian Ebbensgaard var glad for arrangementet.
Først da amterne blev nedlagt ved strukturreformen i 2005, fik den daværende direktør Dan Hacke flyttet det til Roskilde-hallerne.
På Lynghøjskolen i Svogerslev var der nytårskoncert for fulde huse både lørdag og søndag, hvor de mange aktive i det lokale musikmiljø på ny demonstrerede deres kunnen foran et medlevende publikum.