Tip Kommunen via Facebook
"Vi vil nærdemokrati og borgerinddragelse. Det skal der ikke herske tvivl om. Det er ikke bare tom snak. Med en Facebook side hvor borgere kan byde ind med forslag til regelforenkling og afbureaukratisering, kan vi fremme den direkte borgerindflydelse i kommunen," mener borgmester Thomas Andresen.
Han har derfor taget initiativ til en særlig Facebook side, der kan være et digitalt og ligetil sted for borgere at få borgmester og forvaltning i tale. Siden vil snart være oppe at køre, lover han.
Dette og hint
På siden kan man f.eks. stille generelle spørgsmål og pege på ting, som man mener kan gøres bedre og mere effektivt.
"Som lokalpolitiker er vi vant til at støde ind i folk, som har indvendinger mod forskellige ting eller måske idéer til, hvor og hvordan noget kan gøres bedre. Er I opmærksom på at sådan og sådan, eller hvorfor er dette og hint så besværligt. Den slags kan man fint dele på denne Facebook side. Hverken blandt politikerne eller i administrationen har vi nogen interesse i at gøre noget besværligt for borgerne, hvis det kan undgås. Så den slags vil vi meget gerne blive informeret om," siger Thomas Andresen.
"Nogle gange drejer det sig om ting som grænsekontrol, kørekort og Udbetaling Danmark. Det er jo ting, som ikke hører under Kommunen, og det kan vi så få afklaret. Andre ting, som hører til Kommunens opgaver og ansvar, kan vi blive opmærksomme på og samle ind," forklarer borgmesteren.