Lagkagehus til februar
Håndværkerne har længe haft travlt på adressen Algade 6, hvor Bagergården tidligere lå, og hvor Lagkagehuset flytter ind februar. Gulvet er brudt op, vægge er revet ned, og selve bageriet er taget ud. Det nye gulv er støbt og alt ser nyt og lyst ud i de gamle lokaler, hvor dejen er blevet æltet igennem generationer. Selvom der er bagt brød og kager i stribevis, så har de nye ejere valgt at skifte maskinerne fra det gamle bageri ud med nye, som svarer til den kvalitet, Lagkagehuset er kendt for. For lækkerierne skal stadig bages på stedet, så de er friske og sprøde til dem, der kommer forbi.
Køber læreplads
Med åbningen og købet af den tidligere Bagergård har Lagkagehusets grundlægger Ole Kristoffersen overtaget sin tidligere læreplads. Han startede som bagerlærling sin karriere på stedet som 16-årig. Dermed trådte han i fodsporene på flere af sine familiemedlemmer, der har bagt i generationer. Hans farfar købte i sin tid Roskilde Brødfabrik, der lå Toftegade 11 i knap 100 år, før den flyttede til Håndværkervej. Senere overtog Oles far, Kaj Kristoffersen, fabrikken sammen med sine to brødre. I 1991 åbnede den dengang 28-årige Ole Kristoffersen sit første Lagkagehus, der den dag i dag stadig ligger på Christianshavns Torv. Butikken, og dermed også kæden, fik navn efter huset det lå i. Sidenhen slog Ole sig sammen med den jyske bagerigrundlægger Steen Skallebæk. Det er gået slag i slag med at åbne butikker i kæden, der har ry for at bage kvalitetsbrød og -kager. Med købet af Bagergården er ringen sluttet for Lagkagehusets stifter. En gammel bagerfamilie er både kommet hjem til fødebyen og har valgt at fortsætte brødbageriet på adressen, der har duftet af brød i flere århundreder.