Det bliver et følelsesfarvel

Spar2 har lært, at de ikke skal annoncere en afskedskoncert, for man ved aldrig, om man får lyst til mere.
“Engang i 90'erne spillede vi en afskedskoncert, men efter en pause på 7-8 år tænkte vi i '15, at vi godt lige kunne tage en sæson mere, for vi savnede hinanden. Det kunne være skide sjovt, og det var faktisk mange gange mere sjovt end før. Den fest kunne man jo godt se, om man kunne forlænge, men man skal ikke bare gøre det, fordi man kan, man skal også bringe noget til bordet. Og det har vi ikke haft overskud til. Så nu spiller vi farvelkoncert. Om det er farvel og tak, ved vi ikke, men der er ingen tegn i sol og måne på mere,” bedyrer forsanger i Spar2, Peter Ebberfeld.
Og det er en selvfølge, at farvelkoncerten skal være på Open Air i Varde.
“Det er det mest naturlige stede at lukke ned for denne gang, Det er vores ultimative hjemmebane. Det er der, vi har haft vores største oplevelser siden '89, og vi har haft mange af dem. Det var der det tog fart i '90erne, I '89 spilede vi første gang på Open Air.

30-års jubilæum

Bandet opstod i foråret '87 og har således 30-års jubilæum i år.
Peter Ebberfeld synes, det særlige ved Open Air er, at det på samme tid er et meget stort og meget lille sted.
“Stigningen er stejl, så publikum står som i et lukket hul. Der kommer en mur af lyd tilbage, det er som at sætte folk ovenpå hinanden og bede dem synge i kor. Jeg har en rigtig god ven, der altid stiller sig bag lydteltet, og jeg sværger, jeg kan se på hans ansigtsudtryk, om vi spiller godt. Længere er der ikke til de bagerste publikummer. Samtidig er der en vild energi i publikum, og det har været dem, der har bestemt, hvor vi skulle hen og hvor lange sangene skulle være. Det er både et stort og intimt sted. Det er fuldstændig specielt, og det er ikke bare noget vi siger, fordi vi kommer fra Oksbøl. Vi har set Sanne Salomonsen og Shubidua blive blæst bagover og spørge “hvad skete der lige der?”,” fortæller han.
Nogle af de største Open Air-oplevelser, husker Peter:
“For nogle år siden spillede vi vores ballade Leve uden Dig til sidst, Det var første gang, vi oplevede, publikum sang så højt, så det ikke gav mening at spille med. Vi havde egentlig aftalt, at der skulle den have fuld hammer, men så holdt en op med at spille, så en anden. Så får voksne mænd altså tårer i øjenkrogen og gåsehud. Sidste år var også specielt. Vi kunne mærke det fra samme sekund, vi begyndte at spille. Der er en lokal ånd. Folk kommer rejsende og mødes i den weekend,” siger han.