P-hus til prisen
Vinderprojekt med hængende haver til 85 millioner kroner på Sortebrødre Plads
Byggeriet af et nyt parkeringshus på Sortebrødre Plads nordøst for Kvickly bliver nu gennemført for de i alt 85 millioner kroner - inklusiv en omfattende arkæologisk udgravning - som et flertal i byrådet har bevilget dertil. Den kendsgerning stod klart, da vinderforslaget fra totalentreprenøren 5E Byg, der har ansvaret for hele arbejdet, blev offentliggjort torsdag eftermiddag på Roskilde Bibliotek. Både borgmester Joy Mogensen (S) og et flertal af de tilstedeværende byrådsmedlemmer var synligt lettede over resultatet, efter at kommunens andet store projekt for en ny svømmehal nu er sendt i udbud for tredje gang for at få prisen ned til det bevilgede beløb på 130 mio.
Plads til flere
I sin introduktion fremhævede borgmesteren, at byggeriet af et nyt p-hus handler om langt mere end plads til bilerne: - Vi oplever i disse år et voldsomt pres fra mange mennesker, der gerne vil til Roskilde, men det kniber med at få plads. Samtidig er der en risiko for, at boligerne bliver for dyre, så folk med almindelige indtægter ikke længere har råd til at bo her. - Men vi ønsker en by med plads til alle slags mennesker, så derfor er det vigtigt at få mange forskellige slags boliger.
- Virksomheder og butikker vil også gerne til byen og skaber en nødvendig udvikling. Derfor samler vi nu bilerne fra den store triste plads i et hus på et langt mindre område. Senere skal der bygges boliger og erhverv i området mellem Dr. Margrethtes Vej
Grønt på mursten Arkitekt Nikolaj Effert Jonassen fra vinderholdet fortalte om vinderprojektet i fire etager med de to under jorden, hvor den vestvendte facade får form af 'hængende haver' med grøn beplantning på røde mursten. - Vi har taget udgangspunkt i, at det ligger som den østlige ende af 'Kulturstrøget' fra Domkirken og forbi det adelige jomfrukloster samt biblioteket. På hele strækningen er der mange grønne oaser og bygninger i røde mursten, og derfor skal den nye bygning forlænge denne historiske oplevelse, fortalte han. - Opgaven lød på at forvandle det, der nu er byens 'grimme bagside' til en ny pæn forside. Det nye p-hus skal åbne sig ud mod den kommende plads ved biblioteket og ikke blive en lukket betonklods. Efter fremlæggelsen af vinderforslaget var der borgermøde, hvor naboerne i området var inviteret til at komme med spørgsmål og indlæg. Fakta Selve parkeringshuset vil koste 67,7 millioner kroner. Dertil kommer ca. 17 millioner kroner til de omfattende arkæologiske udgravner på dette sted, lige udenfor Roskildes store middelalderlige byvold. De arkæologiske undersøgelser ventes afsluttet efter et år i sommeren 2017. Derefter starter selve byggeriet, og p-huset ventes færdig i sommeren 2018. Udbuddet blev vundet som totalentreprise af entreprenørfirmaet 5E Byg fra Odense, sammen med: Arkitektfirmaet Årstiderne og ingeniørfirmaet Cowi.