Danmark set gennem en linse
Filmforedrag i Solrød over naturoplevelser i Danmark set gennem filmfotografens linse
Danmarks Naturfredningsforening i Solrød afholder en inspirerende aften med filmforedrag onsdag 25. januar klokken 19.00.
"Kom med foran og bag kameraerne, der åbner dørene til hemmelige rum, og hør mere om hvordan det er at producere naturfilm og at arbejde som rejsende filmmager," lyder tilbuddet.
Chilbal Film har lavet flere film om naturoplevelser i Danmark. Det er et entusiastisk og energisk team af filmfolk med indsigt i Danmarks natur, der udfører foto og filmarbejde.
”I dette foredrag viser vi eksempler på forskellige naturtyper og fortæller om nogle af de symbioser og sammenhænge, der er mellem dyr og planter og deres udvalgte levesteder. Vi snakker om, hvordan naturtilstanden er i landet, og hvad der kan gøres for at skabe bedre vilkår for planter og dyr i de forskellige habitater på dansk jord - til glæde for naturen og til glæde for de mange naturinteresserede,” fortæller Chilbal Film.
Filmforedraget er arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening i Solrød og finder sted i Fritids- og Aktivitetscenterets store sal.