Aftenskolen skal nytænkes
Chef for AOF i Varde tror på, at kurserne skal udvikles i tæt samarbejde med kursisterne selv
Et kursus i pølsemageri eller i at flette hår. Det er bare to eksempler på, hvad der vil kunne lade sig gøre at lave som aftenskolekursus under folkeoplysningsloven. Det fortæller chef for AOF i Varde, Brian Kronborg, som også er formand for Varde Kommunes Aftenskoleråd. Han mener, der er behov for at nytænke aftenskolen:
“Folk har svært ved at binde sig. Jeg er selv i starten af 40'erne, har børn og karriere, og jeg kan ikke binde mig til 15 onsdage, for jeg ender med, ikke at komme til halvdelen,” forklarer han.
AOF har lettere ved at tiltrække folk til korte kurser.
“Vi lavede et makeup-kursus over tre aftenener, og det var fuldt booket. Der får man også en anden målgruppe. Det er jo ofte ældre mennesker, der går på aftenskole,” siger han.
Men aftenskolen har i høj grad fortsat et formål, mener han:
“Folkeoplysning er jo ikke bare en aftenskole, hvor man kan komme og lære tysk. Folkeoplysning har et ædelt formål: dethandler også om at bekæmpe ensomhed, snakke med hinanden på kryds og tværs. Alle undersøgelser viser, at når folk går til aftenskole, er det for fællesskabet.
Jeg har som ambition at komme længere ud i lokalområderne, især i en kommune som Varde. Hvis man kun har sine aktiviteter i Varde By, rammer man jo kun halvdelen,” pointerer han.
Brian Kronborg tager ofte ud for at vejre stemningen og finde ud af, hvad der er interesse for.
“vi kan lave alt, der ikke handler om alkohol eller religion, Folk skal bare ringe, så kan vi komme i dialog om, hvad der kan lade sig gøre. Der kan være tekniske begrænsninger, men folkeoplysningsloven er meget åben, og jeg hører meget gerne fra folk, hvis de har et forslag eller ønske.”.