Vil Michelsen hente lyseblå spillere til Sverige?
Den tidligere SønderjyskE-træner Jakob Michelsen er startet sit nye job i Hammarby, men han har ikke glemt sine tidligere spillere fra Superligaen
Succes-træneren fra SønderjyskE, Jakob Michelsen, er som bekendt skiftet til svensk fodbold, hvor han i Hammarby skal forsøge at løfte klubben til en placering blandt de bedste. Den traditionsrige klub er i de seneste to sæsoner blot sluttet som nummer 11 i rækken, og forud for den nye sæson er der er ganske gode forventninger i forhold til den tidligere Superliga-træner.
Og netop Danmark er da også blevet et udgangspunkt i flere af de transferrygter, der florerer i Hammarby. Et af dem opstod allerede inden jul, da den svenske FCM'er Kristoffer Olsson i skarpe vendinger kritiserede træner Jess Thorup og ikke lagde skjul på, at han vil væk.
Kort tid efter blev Hammarby meldt interesseret i Olsson, men Jakob Michelsen holder kortene tæt ind til kroppen.
"Det vil ikke være fair for mig at tale om nye spillere, inden jeg overhovedet har trænet. Der er mange rygter – også i Hammarby," lyder det fra Jakob Michelsen til svensk TV4.
I Michelsens tidligere klub er der masser af transferaktivitet, da både Marc Dal Hende og Janus Drachmann har skrevet kontrakt med FC Midtjylland, mens anfører Pierre Kanstrup, Johan Absalonsen og Nicolai Madsen også meget vel kan være på vej videre.
Men lurer Jakob Michelsen mon på at hente nogle af sine tidligere spillere fra Superligaen til Hammarby?
"Der er så mange rygter i Hammarby - transfervinduet (det svenske lukker først i marts, red.) har åbent tre måneder endnu, så vi må se....Måske," siger Jakob Michelsen med et kryptisk smil.
Hammarby og resten af Allsvenskan-holdene skyder sæsonen i gang 1. april.