Fortsæt til indhold

KSK Facility ApS må bøje sig

Svømmeglade borgere har i 2016 flittigt gjort brug af den offentlig adgang til Herfølge Svømmehal. Økonomien har dog skabt nogle udfordringer for KSK Facility ApS, der står for svømmehallens drift. Omkostningerne skal dækkes af det tilskud, hallen allered

Arkiv
Af Katrine Thorlund

I december 2015 besluttede kultur- og idrætsudvalget i Køge Kommune at åbne Herfølge Svømmehal op for offentlig adgang på udvalgte dage i 2016.
Den offentlige adgang blev i første omgang drevet af Køge Svømmeland, men i juli 2016 overtog Køge Svømmeklub gennem selskabet KSK Facility ApS driften af offentlig åben.
Kultur- og idrætsudvalget har besluttet, at projektet kører videre i 2017, men den økonomiske udgift ved det nye tiltag har skabt skår i glæden.
KSK Facility ApS har regnet på de omkostninger, der er ved at holde åbent for offentligheden, og er kommet frem til, at det vil koste i omegnen af 86.000 kroner i 2017.
KSK Facility ApS er af byrådets kultur- og idrætsudvalg blevet pålagt at varetage opgaven indenfor det tilskud på 687.000 kroner, der i forvejen er bevilget til driften af hallen, men ifølge Jan Hansen, Klubchef i Køge Svømmeklub, er opgaven med at holde offentlig åben en tillægsopgave, der ikke som udgangspunkt er taget højde for i tilskuddet.
"Tilskuddet stammer fra en aftale, vi lavede tilbage i 2011. Beløbet er siden blevet opjusteret i forhold til eksempelvis gaspriser. Men pengene bliver udelukkende brugt til vand, el, varme, sæbe, rengøring, lønninger og alt det der skal til for at drive en svømmehal. Tilskuddet betyder, at tingene løber rundt - men jo heller ikke mere end det. Derfor kan en tillægsopgave som offentlig åben godt have betydning for vores budgetter," forklarer Jan Hansen.

Del af budgetaftale

Formand for byrådets kultur- og idrætsudvalget, Anette Simoni (V), er ikke i tvivl om, at det skal kunne lade sig gøre at drive den offentlige adgang indenfor det tilskud, som KSK Facility ApS allerede får:
"Den offentlige adgang er en del af budgetaftalen, så opgaven med offentlig åben kan vi ikke løbe fra. Det skal kunne lade sig gøre at få økonomien til at hænge sammen. KSK Facilitys tilskud er blevet forhøjet løbende, og det har hele tiden være planen, at udgifterne skulle afholdes indenfor tilskuddet. KSK Facility ApS meldte sig selv på banen, og ville gerne selv overtage driften af offentlig åben, og det vil vi gerne være med til at bakke op om."
Havde KSK Facility ApS valgt at trække sig fra driften af offentlig åben, så ville Køge Svømmeland overtage igen. Omkostningerne ville dog stadig skulle dækkes af tilskuddet til KSK Facility ApS, og rent økonomisk ville slutresultatet være det samme.
"Vi arbejder med en presset økonomi, men vi vil meget gerne tilbyde borgerne muligheden for, at kunne bruge Herfølge Svømmehal til deres svømmetræning. Vi mener, det er en god løsning vi er landet på, og vi skal sammen have det til at fungere, for borgerne er glade for tilbuddet," fortæller Anette Simoni.
I KSK Facility ApS har man valgt at bøje sig og acceptere at afholde udgifterne.
"Nu er beslutningen truffet, og så vil vi prøve at indlede en positiv dialog med forvaltningen, så vi sikrer, at vi ikke laver et underskud i 2017. Borgerne har i hvert fald en svømmehal de kan træne i, og det er vi glade for," siger Jan Hansen.