Fortsæt til indhold

Dansecafé hos spillemændene

Årets første bal hos Køge Spillemandsforening fredag 27. januar

Arkiv
Arkiv

Fredag 27. januar holder Køge Spillemandsforening årets første bal på Teaterbygningen kl. 19.30. Året startes med besøg af Stafivia, en trio bestående af tre piger, der mødte hinanden på folkemusiklinien på Det fynske Musikkonservatorium. De havde en fælles interesse, at spille til dans, så de dannede Stafivia med det formål at spille noget godt balmusik.
Anja Præst spiller klarinet, og specielt basklarinetten har vundet hendes hjerte. Hun har spillet folkemusik fra hun var en ganske ung pige, og hun har været med i et hav af grupper og sammenhænge. Maren Hallberg Larsen spiller harmonika. Hun er født og opvokset på Amager, men efter endt konservatorieuddannelse i Odense blev hun hængende på Fyn, hvor hun bl.a. er kendt fra gruppen Svøbsk, der sidste år gæstede Køge. Karen Mose Nørgaard er datter af violinist og pianist Keld Nørgaard fra den legendariske folkemusikgruppe Lang Linken, og hun har spillet klaver fra hun på tæer kunne nå op til tangenterne. Hun krydrer sit klaverspil med en fantastisk sangstemme.
Som sædvanlig indledes aftenen af Køge Spillemandsforenings orkester.
Medlemmer af Køge Spillemandsforening kommer gratis ind, andre betaler 80 kroner.