Fortsæt til indhold

Først, så holder man af...

Stig Stubgaard er formand for OB’s officielle fanklub, og de seneste år har været en prøvelse for ’De Stribede’ - men Stig holder ud, og fortsætter støtten til holdet fra Ådalen

Arkiv
Jonas Dalgård Rasmussen

På bagsædet af den gullige Morris Marina, der suser afsted ad Middelfartlandevejen, sidder 9-årige Stig Stubgaard klemt side om side med genboen Jørgen.
Bag rattet sidder Stigs far, der har sat kursen mod Odense Stadion.
Året er 1973, og inden længe tørner OB og B1909 sammen i et vaskeægte lokalopgør i den danske 2. division.
28.000 fodboldglade tilskuere har taget plads på Odense Stadion, og sætter dermed den rekord, som ikke siden er blevet slået til en OB-hjemmekamp. Brandsikkerheden må formodes at være langt fra i top, for der er så proppet på tribunerne, at Stig er blevet placeret foran banden med sin kammerat fra Odensevej i den vestfynske by Gelsted.
De unge drenge forelsker sig i hjemmeholdet, og for Stig er sommerfuglene i maven blevet til et livsvarigt forhold med de blå og hvide striber fra Ådalen.
Siden rekorddagen i 1973 har Stig fulgt OB, og i dag er Gelsted-drengen formand for OB's officielle fanklub 'De Stribede'.
Han kan godt længes følelsen af, at lokalrivalerne kommer på besøg.
“Jeg husker meget tydeligt lokalopgørene mod B1909, og vi savner i den grad den slags kampe, hvor vi blev løftet over banden, for at der var plads til alle,” fortæller formanden.
Stigs forelskelse opstod på et tidspunkt, der tillod ham at opleve klubbens tre mesterskaber i '77, '82 og '89. Selvom det startede godt, så har det ikke kun været en dans på roser at holde af OB.

Så holder man ud...

For roser har som bekendt tjørne, og det oplevede Stig, da klubben rykkede ned i 1. Division i slutningen af halvfemserne, ligesom tjørnene stikker i disse år, hvor OB er en skygge af det hold, der spillede med om Champions League-kvalifikation i 2011.
“Vi havde en rigtig god periode, hvor det var en fornøjelse at være OB-fan, og nu er man pludselig et bundhold - det er ikke særlig sjovt,” siger den 53-årige OB-fan med sin fynske dialekt.
OB har i indeværende sæson gjort det under al forventning og er inden premieren på mandag hjemme mod Randers FC placeret på Alka Superligaens næstsidsteplads.
Kigger man på antallet af scorede mål, så ligger OB isoleret i bunden med kun 16 mål i 21 kampe. En statistik, der fik ledelsen til at proklamere, at klubben i transfervinduet ville se efter nyt offensivt blod.
Midtbanenemanden Casper Nielsen og forsvarsspilleren Ryan Johnson Laursen fra Esbjerg blev hentet ind, men det er ikke to mand, som er kendt for hverken mål eller oplæg, og spørger man Stig Stubgaard til transfervinduet, så skal han bruge et par sekunder på at formulere sig på venlig vis.
“I den situation, som OB står i, der havde vi håbet, at man havde handlet lidt mere, end man har gjort. Jeg ved, at mange af os OB-fans har sukket efter noget offensivt - og det har vi ikke rigtig fået,” mener Stig Stubgaard.

Så holder man ved

De seneste års nedtur kan mærkes på antallet af medlemmer i 'De Stribede'. Mange fans har forladt fanklubben, der er gået fra omkring 1200 medlemmer i medaljeårene til blot 500 nu, og den tendens har formanden ikke meget tilovers for.
“Vi kan aflæse vores medlemstal efter placeringen i tabellen, og det er lidt ærgerligt, for vores fornemste opgave er at troppe op hver gang for at støtte holdet. Det er ærgerligt, at folk falder fra,” siger Stig Stubgaard.
Selvom det har været en blandet fornøjelse at følge med fra sidelinjen, så er Stig Stubgaard klar til endnu en sæson på Stiften-tribunen, der kan gå hen at blive en lidt for spændende en af slagsen.
“Mine forhåbninger er stadig at have negle tilbage, når den er ovre. Det er bidende nødvendigt, at vi får gang i vores angribere, for de har jo vist, at de kan, og det håber jeg dælme også, at de gør,” slutter formanden.
OB tager hul på forårssæsonen mandag aften på EWII Park, når Randers FC lægger vejen forbi. Det bliver den første af fem resterende kampe i grundspillet, der afgør, hvilke hold, som OB med skal møde i gruppespillet om nedrykningspladser.