Henrik har leveret det daglige brød i 25 år
Det er 25 år siden, at Henrik Gjerlevsen startede Henriks Bageri i Guderup
“Ja, hvor er tiden dog blevet?” Sådan siger Henrik Gjerlevsen, der 1. februar kan fejre 25 års jubilæum som selvstændig bager med Henriks Bageri i Guderup.
Henrik Gjerlevsen kommer fra Fynshav, men han blev for 25 år siden bager i Guderup. Han købte bagerforretningen i Guderup, da det gamle bagerpar ville på efterløn.
“Jeg var Grønland på det tidspunkt, så jeg måtte sende min mor ned for at kigge på forretningen. Jeg fik også tilsendt videooptagelser af bageriet, og et par af mine bager-kammerater var også forbi for at kigge nærmere på maskinerne, inden jeg købte bageriet,” fortæller Henrik Gjerlevsen og fortsætter:
“Jeg kendte lidt til forretningen, men jeg havde aldrig set bageriet før. Det var lidt specielt at købe en forretningen uden at besøge den.”
Siden da er forretningen flere gange blevet udvidet og moderniseret.
Der er sket meget i bagerbranchen det sidste kvarte århundrede.
“Mange supermarkeder begyndt at sælge bake-off til lave priser, og den konkurrence mærker vi. Kvalitet koster, men der er heldigvis stadig mange, der vil betale for det,” siger Henrik Gjerlevsen.
For to år siden fik han det ene ben amputeret ved knæet på grund af sukkersyge.
Det har givet flere udfordringer i hverdagen, da en benproteste ikke er så velegnet til jobbet som bager, hvor man står meget op. Alligevel har han formået at køre bageriet i Guderup videre.
Henrik Gjerlevsen har i dag et par butiksansatte samt en bagerlærling, der snart er udlært. Han skal derfor snart på udkig efter en ny lærling til bageriet.