Fortsæt til indhold

“Vi er bare mødre, der vil gøre en forskel”

Britta Vad Smedegård Nielsen fra Lunderskov og Gitte Dall Sølbeck fra Christiansfeld har udviklet en app, der skal lære børn at læse

Arkiv
Af Emma Biørn Fish

Der gemmer sig en farverig verden bag det lille app-ikon med navnet ReadingKidz. Her kan børn muntre sig i et lærerigt univers, hvor man både kan få præsenteret ord med matchende billeder, selv kan prøve at matche ord med billeder og selv kan prøve at stave sig frem til det, som billedet viser.

Der er med andre ord tale om et simpelt univers, som passer perfekt til familiens yngste.

“Vores app kan både lære børn at læse og skrive, men eftersom der også findes en engelsk udgave, kan familiens lidt ældre børn også bruge den til at lære engelsk,” siger Gitte Dall Sølbeck, der står bag app'en sammen med Britta Vad Smedegård Nielsen.

De to har arbejdet på ReadingKidz i små syv år, og nu er den endelig klar på det danske marked, hvor hele 3.000 indtil nu har downloadet den.

En app for egne behov

Egentlig kender de to kvinder hinanden gennem arbejde, hvor de begge er ansat i et revisionsfirma. Og selvom det måske ikke ligefrem lyder som det klassiske setup for at lave en app rettet mod børn, er den allerede nu en succes.

“Jeg har en søn, der har infantil autisme, og det blev faktisk startskuddet for vores arbejde. For at han kunne lære, skulle han have helt simple ord præsenteret med matchende billeder, som stimulerede synet, koncentrationsevnen, hørelsen, forståelsen og indlæringsevnen. Til at starte med lavede jeg det hele i hånden, men jeg indså, at det ville gå en del hurtigere på computeren,” siger Gitte Dall Sølbeck.

Hun vendte ideen med sin kollega, Britta Vad Smedegård Nielsen, som gerne ville være med, idet begge kunne se programmets potentiale for udvide alle børns muligheder for at lære at læse.

“Vi læste os frem til, at der er en del børn, der går ud af folkeskolen uden at have lært at læse ordentligt, hvorfor vi synes, at vores app er meget relevant. Desuden er der forskning fra USA, der viser, at denne form for indlæring virkelig gør en forskel for børnene i en meget tidlig alder,” siger Britta Vad Smedegård Nielsen.

Med børnene på sidelinjen

Egentlig startede de to med at udvikle et computerspil, men da iPad'en for alvor blev populær blandt børnene, valgte de at udvikle en app i stedet.

“Det er simpelthen meget nemmere for børn at bruge en iPad end en computer, så vi valgte at gå linjen ud og få både en koordinator, en app-udvikler og en tegner på, så vi kunne skabe det perfekte app-univers, der også var sjovt for børnene at bruge,” fortæller Gitte Dall Sølbeck.

Begges børn har da også været med på rejsen, så man har sikret sig et spil, der har børnenes fulde interesse.

“Vores børn bruger den meget - da de var yngre til at lære at læse, og nu til at lære engelsk. Og de har bestemt noget at skulle have sagt. Eksempelvis er vi ved at indfører levels, for det synes vores piger kunne være sjovt,” siger Gitte Dall Sølbeck.

Næste stop bliver at indføre flere sprog til app'en og at få den udbredt til både private og institutioner.

“Egentlig er vi jo bare to mødre, der gerne vil gøre en forskel, men det er da lidt sjovere, jo flere der bruger app'en. Den er jo både relevant i dagplejer, børnehaver og skoler, ligesom man kan bruge den derhjemme. Derudover er vi blevet kontaktet af en norsk skoledirektør, der gerne vil bruge den, så vi er sammen med ham i fuld gang med at oversætte og indtale på norsk,” slutter Britta Vad Smedegård Nielsen.

App'en koster 39 kroner og kan downloades iPad fra Appstore.