Hudplejeklinik er flyttet
Top Clinic er vokset og er nu at finde helt nede ved jorden
Efter lidt over 16 år har hudplejeklinikken Top Clinic fået ny adresse. Den 29. december flyttede den nemlig. Dog ikke særlig langt væk.
”Det var med at finde noget lige i nærheden for at kunne bevare området, som mine kunder kender til og er vandt til at komme i,” fortæller Else Møller Larsen, der er ejer af klinikken.
LÆS OGSÅ: Vi er 10 år yngre udenpå
Jordforbindelse
Top Clinic er stadig at finde på Nørregade. De er bare flyttet fra anden sal i nr. 11 til stueetagen i nr. 10A. Klinikken er altså flyttet længere ned, hvilket netop var meningen.
”Jeg ville gerne ned til jorden at være. Det har været min drøm i mange år,” forklarer Else Møller Larsen, der har haft Top Clinic siden september 2000.
“Sammen med mit personale har jeg gennem de sidste godt 16 år skabt en klinik, hvor der hverken bliver gået på kompromis med tid, produkter, hygiejne eller kvalitet, ”
En af grundene til flytningen var de mange trapper og hensynet til de af hendes kunder, der var dårligt gående.
Større og mere
Den lavere liggende adresse er ikke den eneste forskel. Klinikken er nemlig blevet udvidet med omkring 90 kvadratmeter.
”Så nu er der blevet mere luft og plads til vores kunder og os selv,” fortæller Else Møller Larsen.
Og plads er der brug for til de seks medarbejdere, for Top Clinic tilbyder flere forskellige behandlinger:
”Vores fokusområde er ansigtsbehandlinger. Vi laver også farvning og rettelse af vipper og bryn, hårfjerning i ansigt og på krop, manicure, fodbehandlinger, kropsmassage, slankebehandlinger, permanent makeup, laserbehandlinger, osv.,” siger Else Møller Larsen.
Hun håber også på snart at kunne udvide med en selvstændig negletekniker og en massør.