Fokus på Grønland i Jerne
I august 2015 rejste Lisbeth Vognsen som turist op langs Grønlands vestkyst. På turen lærte hun på nærmeste hold de store kolosser på havet - isbjergene - at kende.
Mandag den 23. januar kl. 14.00 vil Lisbeth Vognsen gøre sit til at illustrere sine mange oplevelser, når hun præsenterer billedforedraget ”Hvor bjergene sejler”. Det sker i Jerne Sognehus. Vognsens rejse bød på adskillige sejlture, og ude på vandet så hun blandt andet de smukke pukkelhvaler. På land stod den på dejlige vandreture i en fantastisk natur med arktiske blomster.
I foredraget beretter Lisbeth Vognsen også om sine besøg i Ilulissat og Sisimiut, hvor hun overværede de lokale børns første skoledag, en begivenhed hvor de yngste møder op i nationaldragt. Lisbeth Vognsen vil også vise billeder fra mange andre begivenheder – blandt andet den berømte kaffemik, slædehundene, en grønlandsk gudstjeneste og et besøg på Diskoøen. Dørene åbnes kl. 13.00, og der er fri entre.