Fortsæt til indhold

Køge Håndbold rykker ind på skolerne

Køge Håndbold lader spillerne fra klubbens førstehold i 2. division undervise i håndbold på en række af de lokale skoler

Arkiv
Arkiv

Køge Håndbold har som en del af klubbens vision et mål om at udvikle håndbold i Danmark og udbrede kendskabet til håndbold. Derfor har klubben søsat et ambitiøst Åben Skole Projekt i Køge kommune, så mens Mikkel Hansen og de øvrige herrer spiller VM i fjernsynet, så får en masse børn lov til at prøve kræfter med håndbolden i skolen.
Køge Håndbold har rekrutteret 10 trænere fra klubbens 1. hold på herresiden og er tæt på at have konkrete aftaler med 10 skoler i Køge kommune. I skrivende stund er der lavet formelle aftaler med Ejby Skole, Ellemarkskolen, Kirstinedalsskolen, Asgård Skole og Skt. Nicolai Skole, og der er indledt kontakt med fire skoler yderligere.
På hver skole gennemfører klubbens udsendte træner et seks lektioners forløb i 2. 3. og 4. klasser - enkelte skoler kun på nogle af klassetrinene. Klassens normale idrætslærere deltager aktivt i undervisningen, og kan på den måde lade sig inspirere til senere undervisningsforløb.
I løbet af undervisningen deltager desuden elever fra skolerne, der allerede spiller i Køge Håndbold, og de fungerer på den måde, som en form for rollemodeller for indskolingsbørnene på den enkelte skole. Køge Håndbold har lige nu 10 deltagere på klubbens nystartede Teen Træner Akademi, og det er blandt andet disse, der kigger forbi i undervisningen.
"Som klub har vi en stor interesse i at samarbejde med de lokaler skoler. Både i forhold til at udbrede kendskabet til håndbold, men også for at række hånden ud til andre kommunale samarbejdspartnere. Hvis vi på denne måde kan hjælpe med til at opfylde intentionerne bag folkeskolereformen, så gør vi meget gerne det! Og selvfølgelig håber vi også at der er nogle børn, der får lyst til at begynde rigtigt til håndbold," siger børnekoordinator og projektansvarlig Frederik Ullerup.
Med hjælp fra Køge kommune og Spar Nord er der fundet midler til at give alle deltagende skoler et boldnet med 30 bolde, som bliver på skolen efterfølgende. Det specielt udviklede skole-forløb fra DHF's Knæk Kurven, som trænerne underviser ud fra, bliver naturligvis også på skolerne efterfølgende.
De skoler der har deltaget i projektet bliver tilbudt at deltage i et opfølgningskursus til foråret, hvor Køge Håndbolds børnekoordinator vil repetere undervisningsforløbet for skolernes idrætslærere, så de er bedre rustet til selv at undervise i materialet til næste skoleår.