Forstærkning til RIR
To lokale revisorer rykker til gammelt Roskilde-firma
De to lokale revisorer Dan R. Petersen og Mogens Olsen er rykket til det kendte Roskilde-firma RIR, fordi de havde lyst til at prøve noget andet. - Nu bliver vi en del af en stærk organisation med mange forskellige kompetancer og kan på den måde give kunderne en god betjening, forklarer Dan R. Petersen. Med i alt 65 medarbejdere på kontorer i Roskilde og Holbæk er RIR Revision det største selvstændige firma i branchen indenfor hele Region Sjælland. RIR ejes nu af 10 partnere, hvoraf de syv hører til i Roskilde, mens tre er i Holbæk. Firmaet blev oprettet helt tilbage i 1922 og er særdeles kendt i sin hjemby, hvor det gennem årene har rådgivet mange lokale firmaer og enkeltpersoner. Selv om RIR har bevaret selvstændigheden er det samtidig med i et større netværk, så man kan tilbyde anerkendt skatterådgivning og har adgang til nødvendig ekspertise indenfor it samt efteruddannelse. - Vi vil fortsat være en meget aktiv deltager i Roskildes lokale liv. f.eks. med deltagelse i det lokale foreningsliv indenfor sporten og andre områder, forklarer Dan R. Petersen. Reception hos RIR Revision Himmelev Bygade 70, fredag den 27. januar, klokken 14-17.