Fire ting, du ikke vil gå glip af
Lokalredaktør Jane Thoning Callesen guider til krigsfotos, Jakob Sveistrup og gratis fastelavnskostumer
Krig og Fred: Jan Grarup
Jeg har været fan af fotografen Jan Garup, siden jeg startede på journaliststudiet i starten af 00'erne. Han har en unik evne til at indfange stemninger og detaljer, og hans billeder giver et eminent og ofte følelsesbetonet indblik i de dele af verden, man ikke kender til.
Sammen med Brandts har Jan Grarup nu produceret en ny udstilling, der hedder Krig og Fred. Udstillingen fortæller en historie om soldater, der har et job ladet med politisk og social betydning, men også historien om mennesker, der forsøger at etablere normalitet og dagligdag under ekstreme omstændigheder.
Billederne er taget af en række forskellige fotografer, herunder Jan Grarup. Kan ses på Brandts 13 fra 20/1 til 20/8.
Gratis fastelavnskostumer
Fastelavn nærmer sig, og når man som jeg har tre børn - men ikke ejer skyggen af symaskine-tålmodighed, - kan man blive lidt svedig ved tanken om at skaffe nye kostumer. Holluf Pile Bibliotek, Nøglens Kvarter 10, er klar med en fornuftig løsning: Frem til søndag 5. marts sætter biblioteket en lille garderobe op, hvor man i åbningstiden kan komme og aflevere eller bytte et fastelavnskostume eller tilbehør hertil.
På nul komma fem kan man altså bytte prinsesse Elsa ud med Pippi og sørøverdragten ud med et Star Wars-kostume. Det er ganske gratis - og en rigtig god idé.
Baby MUS
Odense har masser af tilbud til forældre på barsel, og nu er Møntergården klar med endnu en mulighed. De inviterer nemlig alle historisk interesserede babyer og deres forældre til rundvisninger og byvandringer den sidste onsdag i hver måned. Der er forskellige temaer hver gang, og Møntergården lover, der er plads til babypludren og bleskift undervejs.
Personalet står klar med kaffe, te, brød, og bløde møbler, og der må savles, kravles og larmes undervejs. Det anbefales, at man tager en bæresele eller klapvogn med ved rundvisning i udstillingen. Herligt tiltag, der især er oplagt for mødregrupper.
Jakob Sveistrup på Dexter
Den odenseanske sanger og musiklærer Jakob Sveistrup væltede Danmark omkuld, da han i 2005 vandt Melodi Grand Prix med sangen “Tænker på dig”. Nu er han klar med et nyt album med titlen “All inn/All out”, som redefinerer ham som sanger og komponist.
Stilen skulle efter sigende være langt mere funky og soulet end tidligere, og det fortjener bestemt en chance. Lørdag 21. januar kan han opleves på Dexter. Der er entré.