Der er fortsat gang i EfB-svingdøren
Subheader Subheader Subheader
fodbold Som det efterhånden er tradition, så er der godt gang i den i EfB, hvor svingdøren naturligvis ikke har stået stille i den forgangne uge.
Både på spillersiden og på ledelsesplan har det været lystige tider på udskiftningsbænken, ligesom bestyrelsesformand, Kristoffer Kristensen, i BT har fået benævnt Ryan Johnson Laursen en 'møgbelortet Mercedes.'
Og hvis vi bliver ved Ryan Johnson Laursen, blev det i sidste uge offentliggjort, at han skifter til konkurrenterne fra OB, hvor han har indgået en aftale frem til 30. juni 2020.
Den 24-årige forsvarer kom til EfB fra Lyngby i september 2013 og formåede med sine offensive evner at erstatte landsholdsspilleren Peter Ankersen på højre back-pladsen. Ryan Johnson Laursens tid i EfB blev dog også præget af flere langvarige skader. Da Johnson var bedst, var der hollandsk interesse for ham, og efter sigende blev der budt på den gode side af fem mio. kr. for dansk-amerikaneren. Ifølge Lokalavisens oplysninger er beløbet, man nu har fået af OB væsentligt mindre, nemlig i omegnen af 1,5 mio. kr.
Casper og Bjørn er fortid
Det var også i sidste uge, at EfB solgte midtbanespilleren Casper Nielsen. Han er ligeledes taget til OB og den fynske Ådal, som den 22-årige U21-landsholdsspiller skifter til et halvt år før udløbet af sin treårige kontrakt med EfB.
“Vi har givet Casper flere tilbud, men han ønskede ikke at forlænge sin kontrakt. Det gav os to muligheder: Enten at lade ham spille i EfB til udløbet af kontraktperioden eller at sælge ham til en pris, der er fair i forhold til det snarlige kontraktudløb. Vi valgte det sidste,” siger EfB's sportsdirektør, Ted van Leeuwen i en pressemeddelelse.
I sidste uge sendte klubben på Gl. Vardevej også rekordindkøbet Bjørn Paulsen til den svenske klub, Hammarby, hvor han har indgået en treårig aftale.
Den 25-årige, alsidige spiller kom til EfB fra SønderjyskE på den sidste dag af transfervinduet i sommeren 2015 og har siden spillet 49 kampe og scoret fem mål.
Bjørn Paulsen blev ved kontraktunderskrivelsen lovet en fast plads i midterforsvaret, hvorfor han fandt skiftet attraktivt i forhold til sin gamle klub, hvor han spillede på stort set alle pladser på banen.
Kort efter Jonas Dals ankomst fik Bjørn Paulsen dog at vide, at træneren ikke så ham som midterforsvar, og siden har Bjørn Paulsen også i Esbjerg levet en omflakkende tilværelse på banen. Måske en del af forklaringen på, at den ekstremt løntunge spiller aldrig slog til i EfB?
Midlertidig adm. direktør
Endelig kom det i sidste uge også frem, at bestyrelsen for EfB Elite A/S har dannet en ny ledergruppe, der har det daglige ansvar for at drive selskabet, indtil en ny adm. direktør er udpeget og tiltrådt.
Blandt andet er Dan Mose Andersen, 34 år, konstitueret juridisk som adm. direktør, indtil en varig løsning på posten er fundet. Han er uddannet statsautoriseret revisor og kom fra EY til EfB som midlertidig økonomichef i april 2015. Senere på året blev han fastansat i stillingen og har siden påtaget sig en række ledelsesmæssige opgaver, der rækker ud over det overordnede ansvar for EfB's økonomifunktion.
Kort før jul afbrød EfB samarbejdet med den hidtidige adm. direktør, Hans-Peter Rasmussen, og han fratræder nu.
Således en kort gennemgang af sidste uges begivenheder i EfB. Mon ikke vi går endnu en spændende uge i møde?