Fortsæt til indhold

Unge satte farver på Danmarkskanonen

Elever i 10'eren har sat farver på Danmarkskanonen. Udstilling åbner fredag

Arkiv
Arkiv

Elever i 10'eren har i denne uge besøg af kunstneren Vibeke Fonnesberg, der har udfordret dem på at sætte farver og figurer på begreberne i Bertel Haarders nye Danmarkskanon. Der er åben fernisering på udstilling fredag kl. 10.
Danskerne fik i december en ny kanon, som med tidligere kulturminister Bertel Haarder ved roret præsenterede de ti vigtigste værdier/byggesten i nutidens og fremtidens samfund. Med projektet var det Haarders ønske at engagere befolkningen i en debat om, hvilke værdier Danmark hviler på - og skal hvile på.
Men hvordan har de unge i Årets Ungdomskommune det egentlig med værdibegreber som foreningsliv, hygge, velfærd, tillid, frihed, ligestilling og kulturarv? Tja, det giver nogle elever i 10. klasse i Sønderborg i denne uge deres svar på. Holdet i "kreativt design" er nemlig udfordret af deres lærer, Birgit Jensen, og kunstner Vibeke Fonnesberg på at vælge de værdier, de finder vigtigst, og dernæst billedliggøre dem.

Værdier i hverdagen

Dermed har de taget forskud på den nuværende kulturminister, Mette Bocks, udtalelse om, at nu skal de unge generationer "oversætte" og diskutere værdiernes relevans og betydning for deres hverdag og liv.
"Vi har talt om kanonen, og jeg har bedt eleverne om at vælge tre værdier hver, som de ville illustrere. Det har givet dem noget at tænke over og god snak. Dernæst har jeg undervist dem i farvelære, ikke mindst begrænsningen kunst, så farverne ikke "overdøver" budskabet, og nogle enkle teknikker. Og så går jeg hele tiden rundt og snakker med og vejleder. Det er spændende, ikke mindst fordi det virkelig er et multietnisk hold, og jeg synes, de gør det godt," lyder det fra Vibeke Fonnesberg - der tilføjer, at hun også ser de unge bruge nye, sjove teknikker, hun kan lære af.

Hivdar Ali elsker Universet og havde himmel og hav med i sin billede af frisidet.

Lært nyt

Hivdar Ali, der er kurdisk syrer med bopæl i Sønderborg de seneste to år, er én af dem, der har lært Vibeke noget nyt:
"Jeg har malet en himmel, havet, en stor fisk, en rummand og månen. Når jeg skal male stjerner, dypper jeg penslen og svirper penselhårene sådan hér med fingrene, så malingen sprøjter på i små stjerner," forklarer hun.
Hivdar har valgt frisind som sin værdi:
"Med himlen og havet, fisken og rummanden vil jeg illustrere, at sindet ikke har begrænsninger, når du er fri," siger hun.
Abdullah Charida fra Syrien er ene hane i kurven i klassen. Han bor med sin familie i Svenstrup og har været i Danmark i otte måneder. Abdullah har valgt frihed som en af værdierne og har malet to store, lukkede øjne:
"Øjnene er lukkede og rolige. Der er stille, ro og fred - ingen krig," siger han.
Lige ved siden af har Natascha Wolf valgt hygge og tillid som sine værdier, og hun er i fuld gang med den blå farve på en Madam Blå.
"Jeg drikker slet ikke kaffe, men for mig symboliserer kaffebordet og den blå kande god, gammeldags hygge. Og du drikker jo ikke kaffe sammen med én, du ikke har tillid til, vel?" siger hun.

Abdullah Charida havde valgt at illustrere friheden med øjne, der nyder stilheden.
Sofie Amalie Nordstrøm havde valgt tillid som en af sine værdier og illustrerede det med balletdanserne, som bevæger sig tæt på klippekanten, men har tillid til, at den ene holder den anden.