Fortsæt til indhold

Frilandsmuseum går mod lysere tider

Frivillig forening overtager driften af Jernalderlandsbyen i Næsby og får økonomisk støtte i en periode

Arkiv
Emil Hermann

Det er nu en realitet, at den nystiftede forening 'Odins Odense' overtager driften af Jernalderlandsbyen fra Odense Kommune. På sidste møde i by- og kulturudvalget var der nemlig flertal for den indstilling, som forvaltningen havde forberedt til dagsordenen.

Beslutningen betyder samtidig, at 'Odins Odense' i en femårig periode får økonomisk støtte til blandt andet driften. Odense Kommuner yder et årligt drifttilskud på 200.000 kroner, i 17 og 18 gives 120.000 kroner for at hjælpe foreningen i gang og derudover dækkes årlige udgifter til blandt andet administration for 85.000 kroner.

Men fra 2021 har 'Odins Odense' selv ansvaret for at drive frilandsmuseet videre, og hvis ikke foreningen lykkes med missionen, har kommunen reserveret penge, der kan bruges på nedrivning og reetablering af naturområdet.

Så sort ud i oktober

Annette Bøge Huulvej, medstifter af Odins Odense, er meget tilfreds med den nye løsning, da foreningen oprindeligt ikke havde udsigt til en eneste krone i støtte.
“Tilbage i oktober sidste år blev det vedtaget af den røde del af byrådet, at vi ikke skulle have nogen form for tilskud. Derfor er vi naturligvis glade for, at kommunen nu rækker hånden lidt ud til os, selvom vi fortsat står foran et hårdt stykke arbejde for at sikre en holdbar økonomi,” forklarer hun.

Jernalderlandsbyen, der siden 1973 har ligget ned til Stavis Å i Næsby, fik tidligere omkring to millioner kroner i tilskud om året til blandt andet undervisning af folkeskoleelever. Som regnestykket ser ud lige nu, får foreningen omkring 400.000 kroner i kommunalt tilskud de første to år - herefter lidt under 300.000 kroner.

Alle arbejder benhårdt

Ifølge Annette Bøge Huulvej er foreningens årlige budget på 1,6 millioner kroner, hvilket vil sige, at 'Odins Odense' skal finde over én million om året.
“Vi i bestyrelsen arbejder alle sammen benhårdt på at søge fonde og sponsorer, da vi ikke kan tjene alle pengene selv. Men vi forventer, at vores entreindtægter vil stige betragteligt, da vi vil markedsføre mere på synlige platforme, så flere gæster og turister får øje på os,” understreger Annette Bøge Huulvej.

Odins Odense blev stiftet i slutningen af november i Paarup Sognegård og har lige nu 115 betalende medlemmer.

“Vi er meget glade for den flotte opbakning, som vi indtil videre har fået fra frivillige i lokalområdet. Men det er også nødvendigt, at folk giver en hånd med, så vi har et sjovt, hyggeligt og attraktivt sted at byde på, når turistsæsonen for alvor starter i april og maj,” siger hun.

Hvis du er studerende eller pensionist, koster det om året 200 kroner at være medlem af 'Odins Odense'. For en familien er prisen 400 kroner. Medlemskabet giver fri adgang til Jernalderlandsbyen - dog med en lille medlemsbetaling ved store arrangementer.