Fortsæt til indhold

Fuldt hus til nytårskoncert

Over 900 var på plads til Hjemmeværnsforeningens nytårskoncert, hvor Bruno Juul blev hyldet som årets Viwa-ambassadør

Arkiv
Martin Rasmussen

Multihallen på Køge Gymnasium udgjorde den perfekte ramme for Hjemmeværnsforeningens nytårskoncert igen i år, for der er god plads, og vanen tro var der stor interesse for at deltage i den festlige eftermiddag, hvor der er gratis adgang. Over 900 gæster var på plads til nytårskoncerten, og billetterne blev revet væk i løbet af få timer, da de blev frigivet sidste år.
Og gæsterne kunne blandt andet overvære Big Fat Snake-forsangeren Anders Blichfeldt som solist i forbindelse med arrangementet, hvor Hjemmeværnets Musikkorps Roskilde også var på plads.
Nytårskoncerten var også rammen om kåringen af årets Viwa-ambassadør. Modtageren blev Bruno Juul, der har været aktiv i Hjemmeværnsforeningen gennem mange år, og som i øvrigt også er aktiv i forbindelse med en lang række andre lokale aktiviteter. Bruno Juul blev udnævnt af sidste års Viwa-ambassadør, Svend Erik Bodi, som blandt andet fremhævede det store engagement som baggrunden for hæderen.
"Du er aktiv på mange områder. Formand for Pro Patria Fonden, formand for Træskoslagskomiteen, i bestyrelsen for Køge Kulturfond, Køge Hjemmeværnsforening og medlem af internationale politi- og kriminalforeninger. Bruno er et af den slags mennesker, der sørger for, at tingene lykkes, uden at han selv behøver at skulle fremhæves for sin indsats. Et usædvanligt aktivt og inspirerende menneske, og derfor fortjener han også denne anerkendelse," lyder blandt andet hans begrundelse.
"Han er sådan et mennesker, hvor hvis noget ikke går som det skal, så finder han en løsning," tilføjer Svend Erik Bodi, der selv har arbejdet sammen med Bruno Juul i en række sammenhænge - blandt andet også i forbindelse med kræftstøttearrangementet Stafet for Livet i Køge.

Over 900 mennesker var på plads til nytårskoncerten. Foto: JCJ
Bruno Juul blev ved koncerten hædret som årets Viwa-ambassadør. Foto: JCJ