Fortsæt til indhold

Sig det med blomster

Amalie Rosténs vej til at blive blomsterbinder har ikke været uden problemer, men ser nu ud til at ende som et rent eventyr

Arkiv
Arkiv

Amalie Rostén fik bevis på den boglige del af EUX Business på Køge Handelsskole i juni 2016. Nu er hun i gang med praktik som blomsterbinder – i Holland! Det har ikke været en dans på roser at komme hertil – men nu er det som et sandt eventyr.
”I efteråret 2014 var jeg med Erasmus+ i Malta på tre ugers sprog- og praktik undervejs i min ungdomsuddannelse på Køge Handelsskole. Her arbejdede jeg i en blomsterbutik, og det var jeg meget glad for. Gitte Dyrløv opfordrede mig bagefter til at tage praktik i udlandet som blomsterdekoratør som del af min elevtid, efter jeg færdiggjorde min EUX Business,” siger Amalie Rostén.
”Vi begyndte at undersøge mulighederne for at finde en praktikplads i blomsternes land, Holland. Vi lagde ud med Amsterdam. Skolens internationale koordinatorer, Gitte Dyrløv og Inge Jakobsen, hev fat i alle de kontakter, de havde - også i samråd med min mor, Mette Rostén, da hun har et enormt netværk. Det var i foråret 2016. Det var svært at finde nogle, der var interesserede i en elev, da hollændere normalt ikke betaler deres praktikanter. Derfor gik der lang tid uden nogle fremskridt. Jeg må indrømme, at jeg omkring juli havde mistet modet, da der ingenting skete. Jeg ville gerne af sted i sensommeren, og derfor så det sort ud,” siger Amalie Rostén.
”Pludselig fik Inge kontakt til Patricia Bosma-de Munk i Holland. Hun kontaktede mig og begyndte at lede efter steder, hvor jeg kunne komme i ulønnet praktik. Hun mente, at Utrecht var en meget bedre by for mig, mindre og mere komprimeret, samtidig med, at det er den største studieby i Holland, hvilket selvfølgelig er et stort plus for mig. Takket være hende fik jeg en aftale i stand med Jannet den Ouden, som var meget begejstret for at have mig til at komme og arbejde hos hende. Det er en meget heldig situation, og jeg er meget taknemmelig for al den hjælp, jeg har fået – også af de mennesker, som har hjulpet, uden det medførte noget. Det sidder dybt i mig, hvor hjælpsomme og uselviske, de mange mennesker har været, især fordi de har siddet i et andet land og aldrig har mødt eller snakket med mig,” siger Amalie Rostén.

Interessetimer for fremtiden

”Med to legater i bagagen er det blevet muligt for mig at tage praktikforløbet i Utrecht ulønnet. Jeg er blevet forelsket i denne fantastiske by. Den er gammel og charmerende. Her arbejder jeg nu i en lille blomsterbutik kaldet Buitengewoon Bloemen, oversat betyder det Ekstraordinære blomster. Og det er et helt ekstraordinært sted, en lille og eksklusiv butik i centrum af byen, hvilket er super, fordi det for det første gør det nemt for mig at få et liv midt i byen, men også fordi det betyder, vi får mange forskellige kunder. De faste kunder bosat i centrum, turister, walk-by'ers, osv. Vi har derfor også mange faste kunder i form af virksomheder i byen, der ønsker ugentlige arrangementer og buketter. Jeg arbejder fuld tid. Vi er et meget lille team, men det betyder, at jeg har fået meget ansvar, og jeg føler mig fuldstændig ligeværdige med de andre. Jeg skal som udgangspunkt være afsted i seks måneder, men jeg har arbejdet på at forlænge mit ophold med to måneder og det er netop lykkedes!,” siger Amalie Rostén.

Udvikling og EUX Business

”Min baggrund med EUX Business oplever jeg, har lagt et godt fundament til at indgå i forretningen – det er min teoretiske viden om detail, markedsanalyser, konkurrence- og vækststrategier, afsætning generelt, regnskab og meget meget mere, der kommer mig til gode nu. Det er god viden og en fantastisk baggrund til at skabe en forståelse af detailhandel, som jo er den branche, jeg nu befinder mig i,” siger Amalie Rostén.
”Det er vigtigt for at skabe en baggrund til det arbejde, jeg udfører, for at arbejde som blomsterdekoratør medfører en masse andet teknisk, som jeg ikke lærte på EUX Business, men som ville være ubrugeligt, hvis jeg ikke vidste, hvordan man skaber en god virksomhed og opretholder kundebaser, rammer målgrupper, prisfastsætter, udarbejder regnskaber osv. EUX Business har været en god base samt givet mig en masse basisviden omkring butiksarbejde, som er altafgørende for en videreuddannelse inden for detailbranchen,” siger Amalie Rostén.
”Mit primære mål med at tage til Holland var personlig udvikling og få en masse erfaring i blomsterfaget. Jeg kan allerede sige nu, at jeg har fået langt mere ud af mit ophold end jeg kunne have håbet på. Jeg har lært mange ting inden for faget, og det har især været vigtigt for mig at opleve, hvordan faget ser ud et andet sted i verdenen. Med mine erfaringer fra Danmark og Malta kan jeg jo tydeligt se, at stilen er en anden, tilgangen til blomster er en anden, brugen af blomster er anderledes – og så er hver butik selvfølgelig unik, så det betyder altid noget at kunne sammenligne de forskellige steder, man har arbejdet,” siger Amalie Rostén.
”Jeg håber naturligvis også, at det mit ophold i Holland har lært mig, kan give mig en fordel, når jeg skal hjem og søge elevplads som blomsterdekoratør og være elev. Jeg har lært en masse i min praktik, som jeg håber en fremtidig arbejdsgiver kan se værdien af. Jeg er allerede i gang med at undersøge muligheder, og jeg har også en masse planer for fremtiden. Mit ophold her har kun styrket mit valg om at blive blomsterdekoratør. Det er ikke et gloværdigt arbejde og en dans på roser so to speak. Det er hårdt arbejde, men gennem de år, jeg har arbejdet i faget, har jeg erfaret, at det er min passion, og uanset hvad, vender jeg altid tilbage til blomsterfaget med ild i sjælen og kriblen i fingrene efter at bruge mine hænder og arbejde med blomster,” siger Amalie Rostén.