Nytårsmarch trods regn
Hjerteforeningens lokalforening var traditionen tro værter for den populære nytårsmarch
Hjerteforeningens Nytårsmarch blev den 1. januar igen et tilløbsstykke. 160 deltagere havde trodset vejrudsigten og var mødt op. Deltagerne var i alle aldre, fra barnevognsalderen til +80 år.
Der var to ruter at vælge imellem. En på 5 km og en på 7 km, så afhængig af formen på en 1. nytårsdag, kunne man vælge en rute som passede den enkelte. Fodtøjet blev mudret, men tøjet tørt.
Da alle var tilbage på vandrerhjemmet, blev der trukket lod blandt deltagerne om en købmandskurv og 35 andre mindre præmier, så stemningen var høj.
"Hele ideen med en nytårsvandring er at inspirere til et sundt liv med motion, som er en vigtig faktor for at forebygge både hjerte-kar sygdomme, sukkersyge og kræft. Bare det at motionere en halv time mindst tre gange om ugen, har en positiv indvirkning på helbredet," udtaler Kaare Kyst, formand for Hjerteforeningens lokalforening.
Ud over nytårsmarchen, arrangerer hjerteforeningens lokalforening gennem året også vandringer på hjertestierne og kystvandringer i Køge, Solrød og Greve kommuner. Information kan ses på www.hjerteforeningen.dk i underpunktet, lokalforeninger.