Fortsæt til indhold

Effektiv træning for nybegyndere og øvede

Køge Roklub tilbyder gratis prøvetimer i rospinning

Arkiv
Arkiv

Rospinning ligner på mange måder den type spinningstræning, som de fleste fitnesscentre udbyder. Men i Køge Roklub er cyklen udskiftet med en romaskine, og dermed får deltagerne også trænet ryg, mave og arme, og der er mulighed for at få en gratis prøvetime, hvis man vil give det et forsøg.
”Nybegyndere skal ikke være bange for rospinning. På alle hold har instruktørerne fokus på teknik. Det er lidt lige som at danse. Har man en god partner til at føre sig, så er det meget nemmere,” fortæller Anna Karina Gravad, der selv er rospinninginstruktør.
”Når deltagerne først får styr på teknikken, og man får kanaliseret mest mulig kraft ind i hvert enkelt rotag, så er rospinning en særdeles effektiv måde at lave fedtforbrænding på. Musikken skaber en festlig ramme, og alle ror i takt. Så glemmer de fleste tiden, og pludselig er der gået en time,” fortæller hun.
”Rospinning er for alle. Både Køge Roklubs nuværende medlemmer, men vi håber naturligvis også at se mange nye medlemmer i vores klub. Og vi håber, at nye medlemmer har lyst til at prøve at ro på vandet til sommer, men det er ingen betingelse," siger klubbens formand, Steen Poulsen.
Book en gratis prøvetime på koegeroklub.dk.