Frivillige kan udrette mere
Politichef foreslår bedre forberedelse og organisation, når folk vil hjælpe mod stormflod i Jyllinge eller andre katastrofer
- De frivillige, der melder sig til at hjælpe under stormflod ved Jyllinge Normark eller andre katastrofer, vil få en bedre oplevelse ud af det - og samfundet vil få mere ud af deres indsats - hvis vi får forberedt og organiseret dem bedre. Sådan siger politiinspektør Jens Børsting på politigården i Skovbogade, der var øverste chef for indsatsen mod stormfloden 'Urd' i Roskilde Fjord i juledagene og kort tid efter fik lige så travlt med oversvømmelsen ved Køge Bugt. Børsting understreger, at de frivillige yder en meget værdifuld indsats. Men han har allerede siden stormfloden 'Bodil' i december 2013 funderet over, hvordan deres ønske om at hjælpe kan få endnu større effekt, hvis man forbereder og organiserer mere. Politichefen opdeler indsatsen i tre forskellige niveauer og grupper, som det fremgår i fakta-boksen. Han understreger, at de alle er vigtige for at klare den slags natur-katastrofer, der kan opstå meget hurtigt.
Kan ikke undværes
Men specielt de spontane frivillige vil selv få en større tilfredsstillelse - og samfundet vil få mere gavn af deres indsats, hvis man forbereder sig bedre, mener Børsting. - Erfaringerne viser, at flere af de frivillige ikke oplever at få nok opgaver eller kunne levere den indsats, som de selv forventede. Det skyldes blandt andet, at deres viden og kunnen ikke er kendt af de mere professionelle og erfarne, som de skal arbejde sammen med i sådan en situation. - Derfor bliver det svært at give de spontane frivillige opgaver, som de egentlig godt kunne have løst. Når katastrofen først lurer, er der ikke tid og ledelseskapacitet til at få overblik over, hvad de kan. - Men samtidig er de frivillige, der kommer og vil hjælpe, en vigtig og afgørende hjælp, som vi ikke kan eller vil undvære i en katastrofe-situation, understreger Jens Børsting. Hans konklusion er, at de professionelle - ikke mindst den ledelse, som han selv udgør en central del af - skal blive bedre til at bruge deres indsats: - Vi bør i højere grad gøre det til en del af planlægningen, hvordan vi kan bruges deres arbejdskraft og vilje til hjælp, når oversvømmelser, storme osv. truer, konkluderer Jens Børsting. Tre grupper Politiinspektør Jens Børsting opdeler de folk, der deltager i indsatsen for at forhindre naturkatastrofer i tre kategorier: De professionelle Denne gruppe omfatter politi, hjemmeværn, Beredskabsstyrelse og brandfolk. De har alle fået en målrettet uddannelse til at klare deres opgave, og samtidig har de en erfaren og entydig ledelse. De organiserede frivillige I denne gruppe findes hjemmeværn, beredskabsforbund, Røde Kors og andre. De har fået en uddannelse til at løse bestemte afgrænsede opgaver, og deres ledelse indgår også i et afprøvet system. Frivillige i situationen Denne gruppe er mennesker, som melder sig for at hjælpe medborgere i nød. Men de har ingen særlig uddannelse til at løse bestemte opgaver, og fremfor alt indgår de ikke i en eksisterende organisation. Derfor kræver det ekstra ledelses-kræfter at anvende deres arbejdsindsats på en effektiv måde.