Fortsæt til indhold

Arv og gæld

Advokat Louise Vigand Kryger, PARTNER Advokater i Køge, følger tv-serien Arvingerne tæt og giver hver uge i LørdagsAvisen sit bud på juraen i serien. I denne uge handler det blandt andet om arv og gæld

Arkiv
Arkiv

I søndagens afsnit 3 af ”Arvingerne” kom det frem, at den unge afdøde Hannah og hendes kunstner-gruppe risikerede en kæmpe erstatningssag, hvis ikke de underskrev en tavshedsklausul. For Hannahs mor og far var det meget magtpåliggende, at erklæringen blev underskrevet.
”Mange går stadig rundt med den fejlagtige opfattelse, at familien kan blive tvunget til at ”vedgå arv og gæld” og dermed påtage sig en gældsforpligtelse fra den afdøde. Men det er ikke som det helt klare udgangspunkt rigtigt mere,” siger advokat Louise Vigand Kryger fra PARTNER Advokater i Køge, der har speciale i familie- og arveret.
Tidligere var det sådan, at såfremt man valgte et privat skifte, så erklærede man også at ville overtage og hæfte for afdødes gæld, også selv om man ikke rigtig havde kendskab til, hvad den afdøde kunne have af skjulte gældsforpligtelser. Alternativet var et offentligt skifte, som var ret omkostningsfuldt. ”Sådan er reglerne ikke mere,” siger Louise Vigand Kryger.
”Efter de nugældende regler skal arvingerne ikke vedgå gældsansvaret, hverken ved privat skifte eller ved bobestyrerskifte. Men hvis arvingerne deler boet uden at sørge for, at afdødes gæld bliver betalt, kan de komme til at hæfte for gælden,” fortsætter advokaten.
Når man skifter et dødsbo, skal der nu indrykkes et proklama i Statstidende, som er en annonce, hvor alle kreditorer opfordres til at anmelde deres gæld inden 8 uger. Når de 8 uger er gået, kan arvingerne ikke blive mødt af andre krav, som de ikke kendte i forvejen. Derfor kan man efter de 8 uger vurdere, om der er tilstrækkelige aktiver til at betale gælden. Kan arvingerne se, at pengene ikke rækker, så kan de benytte en såkaldt udbakningsregel. Det er en betingelse for at kunne bakke ud, at arvingerne ikke har brugt af boets midler. Hvis de har, skal de kunne betale beløbet tilbage.
”Arvingerne meddeler blot Skifteretten, at boet skal tages under insolvensbehandling ved en bobestyrer, som så tager hånd om alle boets aktiver, sørger for salg mv og udlodning til de kendte kreditorer, og arvingerne hæfter så ikke for den resterende del af gælden. Omvendt er der så heller ikke noget at arve,” siger Louise Vigand Kryger.
Uanset privatskiftende arvinger ikke længere skal ”vedgå arv og gæld”, opfordrer advokaten til, at man tænker sig godt om og søger juridisk rådgivning, når man indleder et privat skifte, samt får bistand fra en advokat til at behandle boet privat. ”Et privat skifte skal f.eks. være afsluttet inden for 1 år, og selvom det kan lyde af meget, så kan det godt være svært at nå, hvis der i dødsboet er en fast ejendom, som måske er svær at sælge. Der er også mange praktiske ting at forholde sig til ved behandling af et dødsbo, som man med fordel kan lade en advokat klare, mens man selv håndterer sorgen og tager sig af andre praktiske ting,” siger advokaten.
Næste afsnit af ”Arvingerne” vises på DR søndag 22. januar klokken 20.00.