Fortsæt til indhold

Flere kvinder skal lede Kolding Kommune

I sidste uge blev der afholdt møde med fokus på at få flere kvinder ind i politik

Arkiv
Arkiv

Kolding Kommune har brug for flere kvinder til at lede kommunen politisk. Det mener i hvert fald Socialdemokratiet. Derfor havde partiet torsdag samlet knap 20 medlemmer og andre interesserede til en aften om kommunalpolitik og politisk arbejde generelt.

På mødet blev det bland andet drøftet, hvordan kvinder kan støtte hinanden i en valgkamp og når de er valgt til offentligt hverv. Byrådsmedlem Hanne Dam fortalte desuden om de glæder og udfordringer der er ved at stille op til et byrådsvalg.

Socialdemokratiets borgmesterkandidat Christian Haugk glæder sig over initiativet.

“Vores folkestyre er kun rigtigt godt, hvis vi er mange der deltager i det. Vi har alle et ansvar for vores demokrati og det er jo egentligt helt enkelt. Socialdemokratiets kandidatliste til byrådsvalget i november skal naturligvis afspejle vores kommune. Det gælder både i forhold til køn, alder og geografi – det giver ganske enkelt den bedste politik til gavn for hele vores kommune,” siger Christian Haugk i en pressemeddelelse.

Tidligere folketingsmedlem Margot Torp, som har mange års erfaring i netværk blandt kvinder i politisk arbejde, ser det som fair og det eneste demokratiske rigtige, at flere kvinder engagerer sig i politik.

“At deltage i politik betyder en masse personlig udvikling og glæde ved at gøre en forskel. For hver eneste kvinde der engagerer sig vil det betyde en styrkelse af demokratiet – både i det politiske liv og i det organisatoriske arbejde. Der er et markant underskud af kvinder begge steder, det skal vi sammen lave om på,” siger Margot Torp.