Lønstigninger til borgmester koster
1,2 millioner kroner om året bliver den nette sum for lovede lønstigning
En regeringsbestemt lønstigning på 31,4 procent til landets borgmestre betyder samtidig en vederlagsstigning på 31,4 procent til udvalgsmedlemmer, udvalgsformænd med mere, da deres vederlag ifølge styringsvedtægterne er fastlagt som procentsatser af borgmesterens løn.
I Kolding Kommune betyder det en årlig merudgift på over 1,2 millioner kroner, som det endnu ikke er afklaret, om tilfalder regeringen eller kommunen, og det fik Enhedslistens Benny Dall til at tage sagen op i Økonomiudvalget den 16. januar.
“Vi har ingen penge, når vi kigger budgettet igennem for andre projekter, men når pengene går til os selv, kan vi pludselig godt finde dem. Det er oprørerende,” siger Benny Dall.
Sagen blev dog afvist af Økonomiudvalget, hvorfor Benny Dall nu får sagen taget op ved Byrådsmødet den 30. januar.
“Vi siger til alle andre, at de skal yde mere for mindre eller for det samme. Så holder det altså ikke vand, at vi selv mener, at vi skal have mere i løn. Derfor vil jeg have det taget op i byrådet så de, der selv føler, at de har fortjent mere i løn, kan argumentere for hvorfor,” siger Benny Dall, som godt forstår ønsket om en lønstigning, men som altså ikke synes, at nu er tiden til det.
“Det er jo ikke fordi, at jeg synes, at politikere ikke arbejder hårdt eller at de ikke fortjener mere i løn - der gør de. Så hvis kassen bugnede med penge, ville jeg da også stemme for, men det gør den altså ikke” slutter han.
Mere en regulering end en stigning
Borgmester Jørn Pedersen, som selv får den største lønstigning, har dog ikke tænkt sig at bekæmpe stigningen.
“Jeg kan dårligt sige nej til det her, når vi har kæmpet for en højere løn for byrådsmedlemmerne. At det så blev besluttet, at det var borgmestrene, der skulle have en lønstigning, kan jeg ikke diskutere, for det er blevet vedtaget ved lov, men på den positive side bliver byrådsmedlemmerne og udvalgsformændenes løn reguleret herefter, så det betyder en lønstigning for dem også,” siger han.
Han mener nemlig, at byrådsmedlemmerne har fortjent en bedre løn, end den, de får i dag.
“I forhold til det stykke arbejde, de laver, versus den løn de får og de karrieremuligheder, de har, synes jeg kun, at det er retfærdigt, for de får ikke meget på nuværende tidspunkt. Vi ser det mere som en lønregulering end som en lønstigning, som alle får glæde af,” siger borgmesteren.
Han mener dog heller ikke, at de knap 1,2 millioner kroner skal tages ud af kommunens budget.
“Jeg sidder jo også i bestyrelsen hos KL, hvor vi forhandler om, hvorvidt vi kan få øget vores tilskud fra regeringen, så pengene ikke skal komme fra kommunekassen. Men det er en forhandling, som vi ikke er færdig med på nuværende tidspunkt,” forklarer han.
Når det kommer til spørgsmålet om borgmesterens egen lønstigning, er Jørn pedersen dog ikke i tvivl.
“Jeg har det fint, men den løn, jeg får. Om jeg får 800.000 kroner om året, eller om jeg får en million - det er ikke på grund af pengene, at jeg vil være borgmester. Og med den nye lønregulering får jeg omtrent halvdelen af, hvad kommunaldirektørerne gør,” slutter han.